Thanksgiving

Location: 
USA
Topic: 
Thanksgiving

Fordi det er almindeligt anerkendt, at årets centrale festlighed ikke kan være reserveret én religiøs gruppe, er den væsentligste anledning til at få familien samlet ikke Jul, men Thanksgiving.

Thanksgiving falder på torsdag inden den sidste weekend i november, og det er en af de få dage, hvor fødevaregiganten Safeway ikke har åbent hele døgnet. Normen er, at man har fri torsdag og den efterfølgende fredag, og det er den eneste weekend i året, hvor stort set alle har fire sammenhængende dage fri (med mindre de arbejder i detailhandelen, for Black Friday, dagen efter Thanksgiving, er en af årets allerstørste indkøbsdage, og efter sigende den dag detailhandlens bundlinje bliver positiv, eller går fra rød til sort, deraf navnet.) Derfor rejser hele Amerika også på kryds og tværs omkring Thanksgiving. Alle skal hjem og besøge forældrene, og der er ingen ende på, hvor mange liggende gæster man kan have. Det minder om en norsk vandrehytte i højsæsonen, med væg til væg madrasser.

Overleveringen bag Thanksgiving er en historie om de første pilgrimme, som overleverede den første vinter ved de lokale indianeres hjælp, da de jo ikke selv havde fået afgrøder i jorden. Da de året efter kunne høste, indbød de deres nye naboer til en overdådig fest som tak for hjælpen. Derfor er traktementet også præget af produkter, som er specielle for kontinentet: kalkun, majs, kartofler, søde kartofler og græskar. Fortsættelsen af historien fortæller, at der efter borgerkrigen mellem nord og sydstaterne var et ønske om at gøre noget for at samle nationen, og den egentlige helligdag blev indført.

Børnene lærer om pilgrimmene i skolen, opfører teater iført hjemmelavede paphatte med spænder, kyser og forklæder, og det er en af de få lejligheder, hvor det ikke er totalt politisk ukorrekt at klæde sig ud som indianer. Det gør man ikke til Halloween!

Da vi først ankom til Californien, nød vi godt af, at traditionen også omfatter utrolig gæstfrihed i det hele taget. Mod at medbringe en ”appetizer”, en lille forret, blev vi selvfølgelig inviteret med hen til en anden dansk familie, som vi overhovedet ikke kendte i forvejen. Kalkunen var alligevel på godt 10 kg, så hvad betyder et par fra eller til?

Ved samme lejlighed lærte vi den i Amerika meget berømte green bean casserole at kende. Det er meget nemt. Man tager en pose frosne bønner, en dåse champignon suppe og en pose ristede løg. Halvdelen af løgene, bønnerne og suppen blandes sammen og sættes i ovnen i en halv time. Så er det mørt, og jeg vil slet ikke fortælle, hvordan det ser ud. Las os bare sige at det er en kulinarisk opfindelse uden megen æstetik. Fem minutter inden man skal spise, kastes resten af de ristede løg på toppen, og retten kommer tilbage i ovnen. Herefter ser den mere tilforladelig ud - og den smager helt sikkert bedre end opossum. Dessert er normalt pie. Græskarpie eller pecanpie, noget ret sødt med nødder i massevis.

Året efter var vi værtsfolk, og selv om det lyder meget besværligt at have 25 mennesker til middag, er det meget let, for alle tager noget med, og man behøver ikke at overveje, hvad man skal servere. Som regel er det eneste værtsfolkene skal gøre, at stege en kalkun og trække flasker op. Det gælder selvfølgelig ikke, hvis hele familien kommer flyvende ind langvejs fra; man kan jo ikke lige have en green bean casserole i håndbagagen, og der bruger værtsfolkene et par dage non-stop i køkkenet.

Traktementet her i huset er tillempet værtsfolkenes smag. F.eks. har jeg endnu til gode at bage en pie. Og kalkunansvaret er blevet overdraget til afkommet. Hele familien sværger til Alton Brown. Han er en festoriginal af en TV-kok, som ikke bare kan lave mad, men som også forklarer, hvorfor man gør noget på den måde og ikke på en anden måde ved hjælp af lige dele kemi og humor. Når Alton siger, at man dagen inden Thanksgiving køber en kæmpe gulvspand, og ned i denne sænker en stor portion saltvand med isterninger, suppe og krydderier samt - ikke mindst - et stk. kalkun, så gør vi det. Vi har dog fundet det en fordel også at bruge en "brining bag" - det minimerer hvor fedtet spanden bliver. (Desværre har han stoppet - find ham på Youtube.) Og dagen efter steger datteren så kalkun, så mundvandet driver hos alle gæsterne.

Når jeg har fortalt andre forældre i skolen, at min datter steger kalkunen, er de ved at tabe underkæben. Mange er nået op i den alder, hvor børnene er i high school, og de har endnu ikke prøvet at stege en kalkun. De tager altid hjem til deres mor.

Når vi har ventet mange gæster er gulvspanden blevet erstattet af en kæmpe kølebeholder; gulvspande kommer trods alt kun op til en vis størrelse. Jeg frygter for den dag, hvor vi får brug for at lagre pludderhønen i badekarret.

Året, hvor kalkunen var i køleboksen, havde vi invasion af familie fra både Danmark og Colorado, så huset var godt fuldt. Min bedre halvdel og jeg overnattede under hele besøget oppe i naboens gæsteværelse. De skulle hjem til forældrene i North Dakota, og da de hørte, at vi skulle være mange, lånte de os deres hus, så vi kunne skabe plads til et par gæster mere. Se, det er amerikansk gæstfrihed, og det gav os endnu en god grund til at være taknemmelige, helt i tråd med Thanksgivings ånd.

Kendetegnet for Thanksgiving er, at det skal være overdådigt. Derfor risikerer man også at have kalkun til de næste 14 dage, hvis man ikke sørger for at invitere en masse mennesker. Den mindste fugl i forretningerne vejer nemlig omkring syv kilo. Og det er uden stuffing. Jeg vil slet ikke tænke på, hvad den vejer med kalvefars i maven. Det kan man jo ikke overkomme, hvis man bare er far og mor og tante Oda. Rygterne vil vide, at der ugen efter Thanksgiving er travlt på sygehusene, fordi folk har spist kalkunrester, der burde være kasseret et par dage før, eller stuffing der ikke var ordentligt gennemstegt. Ud over fuglen og de allerede omtalte bønner, bør der være mindst fire andre slags grøntsager. Majs er selvskreven, kartoffelmos ligeså.

Til kalkun hører tranebær, craneberries. Jeg plejer at købe 5-6 poser tranebær, men det er mest fordi, de røde bær ser pæne ud i mine stormlamper. En enkelt pose bliver dog omdannet til tranebærsyltetøj. Tranebær gror på buske, som dyrkes i, hvad der bedst kan beskrives som damme. Når bærrene er ved at være modne, oversvømmes buskene, og da bærrene er meget lette, svømmer de rundt på overfladen. Så går folk rundt i waders, de gummibukser lystfiskere også bruger, og skovler bærrene op i pramme med et stort net. Bærrene bliver så kvalitetskontrolleret ved bl.a. at blive smidt ned ad en trappe. Det er selvfølgelig ikke trappen fra første sal hjemme hos gartneren, men sådan en fabriksanordning, hvor man ser, at der stadig er spændstighed i bærrene. Det er der i hvert fald så længe de hopper rundt på trappen. At alle de bær, man så køber, i sagens natur må være stødte, er jo en anden sag, så første del af tranebærsyltning er en grundig gennemgang af bærrene for at smide de rigtig stødte væk. Hvis de er smattede eller gummiagtige eller har suget vand ind, er det til skraldespanden. Det efterlader så mellem halvdelen og 2/3 til at koge med en masse sukker, for de er sure som bare…

En anden traditionel egnsret, som jeg endnu har til gode at prøve, er søde kartofler gratineret med skumfiduser. Selv om fiduserne fås uden banan eller jordbærsmag, og minder mest om indmaden af en gammel flødebolle, må man undres over, hvorfor nogen skulle ødelægge en god kalkun, for slet ikke at tale om en god rødvin, med ovnbagte skumfiduser!!!! Ok, der er ansjoser i leverpostej, så hvem ved, måske bliver det en favorit – hvis jeg en gang kommer tæt nok på.