Skat, Forsikring og Andre Kedelige Emner

Location: 
USA
Topic: 
Skat

Personligt ID

I mangel af folkeregister registrerer forældre deres børn, så de kan få et Social Security nummer, SSN. Det er det nærmeste til at svare til vores CPR-nummer, og det, eller alternativt et Taxpayer Identification Number, TIN, er nødvendigt for at man kan få fradrag for børnene på selvangivelsen. Det er ikke nødvendigt at have et green card for at få SSN/TIN, men det er nødvendigt at være udstyret med det rigtige slags visum som giver en lov til at arbejde.

Nummeret har formatet 123-45-6789, og er oprindeligt angivelsen af, hvor ens kartotekskort befandt sig i et meget stort arkiv - af den slags med stålskabe og skuffer med lås. Det er altså et system fra før edb-alderen (Social Security var en del af New Deal, vedtaget under Depressionen i 1930erne) og derfor er der i modsætning til CPR-nummeret ikke noget besværligt/praktisk kontrolciffer, som med det samme kan fortælle et edb-system, at dette nummer sikkert er et falsum. Der er heller ikke nogen henvisning til ens fødselsdato eller køn. Og så er det i øvrigt et nummer man passer godt på, for det bruges til identifikation, og er derfor centralt, hvis man får stjålet sin identitet. Det opgives aldrig, med mindre en selv har initieret kommunikationen og ved, hvem der er i den anden ende af telefonrøret. Lær det udenad og læg papiret i boksen.

Mange amerikanere har den geniale ide, at hvis man bare udstyrede indvandrerne med et identitetskort, ville ingen være i tvivl om, hvem der var legale, og hvem der var illegale, for kun de legale ville selvfølgelig have et kort. Da amerikanerne pinedød ikke selv vil have et identitetskort – indgreb i privatsfæren, uha – ligger det lige til højrebenet, at de eneste der i så fald kan bevise deres legale tilstedeværelse, er legale indvandrere, da alle andre mangler dokumentation. Og vi har for øvrigt allerede et ID-kort, vore green cards.

Skat

Mange tror at den overvejende grund til, at danskere etablerer firmaer i Silicon Valley og ikke i Danmark er skatten. Det her er ikke tilnærmelsesvis en vejledning i amerikansk skattelovgivning, men et forsøg på at gennemhulle et par myter. Lad os tage tingene fra en ende af.

Skattereglerne er selvfølgelig forskellige fra stat til stat, og så er der føderalskat på toppen.

I Californien har man ikke moms, man har en sales tax på mellem 7.5% og 10%. Det synes jo ikke af så meget, når man er vant til moms på 25%, men det her er en OMS, ikke en MOMS, så virksomhederne får ikke den ”indgående moms” tilbage for det de selv forbruger. Bygger man en fabrik betaler man altså sales tax af beton og maskiner. Der er dog ikke sales tax på fødevarer - med mindre de er købt til konsumering på stedet, læs i restauranter eller lign.

Man skal huske at lægge sales tax til, når man ser hvad tingene koster i forretningerne, for den er i modsætning til den danske moms ikke indregnet i prisen. Selvfølgelig er denne skattesats også sat ved generel afstemning.

Ikke alle stater har sales tax. Mange virksomheder, der er baseret udelukkende på internet-handel, etablerer sig i disse ”skattely”, og kan uden videre give kunderne den besparelse. Der er en livlig diskussion om rimeligheden af dette, specielt i stater med sales tax, og nogle af disse regler er under ændring. Skatteloven siger, at man selv skal angive, hvad man har købt online, hvis der ikke har være indeholdt sales tax, så det er en god ide at beholde sine kvitteringer.

Herudover er der indkomstskat. Men heller ikke i alle stater. Texas har f.eks. ikke nogen indkomstskat. Californien har en af landets højeste statsindkomstskatter. Alene det tilsiger jo, at skatten ikke er det væsentligste argument for at tage til USA, ellers ville man vel bosætte sig i Texas og ikke i Californien. (Uden for Texas er den stående vittighed, at det ville jo være dejligt at betale Texansk indkomstskat, bortset fra at det kræver at man bor i staten. Jeg er dog sikker på, at der også findes flinke mennesker i Texas.)

En hurtig beregning på bagsiden af en kuvert viser, at hvis man bor i Californien og indregner sine ekstra omkostninger til sygeforsikring, ekstra bidrag til skoler og opsparing til børnenes videreuddannelse, er der ikke stor forskel på, hvad man har til rådighed i forhold til, hvad den samme indkomst giver i Danmark. Hvis en flytning derudover medfører, at kun en voksen i en familie har arbejdstilladelse, er forskellen endnu mindre eller negativ.

Det, der virkelig kan gære en forskel er, hvis man er heldig at arbejde for præcis den ene af de 10 start up virksomheder, der bliver solgt med fortjeneste, enten på børsen eller til en anden virksomhed. Men det er jo ikke anderledes i Danmark. Ejerne af Navision og Skype gjorde også det ganske godt. Forskellen er, hvor stor en del af arbejdsstyrken overhovedet har mulighed for at få en lotteriseddel i det lotteri. I Silicon Valley er der ikke bare flere start ups at blive ansat i. I de fleste start ups er der aktier til alle. Receptionisten og viceværten inklusive - aktieoptioner er ikke forbeholdt ledelsen. Man kan være fristet til at kalde det Økonomisk Demokrati. Nogen får flere end andre, men nogen arbejder også mere end andre eller kan noget, som gør dem sværere at erstatte. Måske har de fostret ideen, virksomheden er bygget over. For det er her som i så mange andre forhold, at der betales mere, for det der er mindre af - talent inklusive.

Dette er absolut ikke et forsvar for, at topcheferne i mange store koncerner tjener lige så meget på en eftermiddag, som de menige medarbejdere gør på en måned. Den debat foregår lige så livligt her, som den gør i Danmark, og den berører, jf. nedenfor, generelt ikke start up virksomheder.

Når en start up er ung, er risikoen stor. 7-8 ud af 10 går konkurs inden for de første par år. Men overlever virksomheden og bliver solgt til en fornuftig pris, og har man været med helt fra starten, kan også receptionisten og viceværten blive meget velhavende. Prisen har været, at man måske slet ikke fik løn i startfasen, hvor cash flow var anstrengt, eller også fik man meget lidt, og alle delte risikoen for, at virksomheden ikke overlevede.

(En charmerende effekt af, at pludselig velstand kan tilfalde medarbejdere uanset deres status, er at der er langt mindre snobberi om, hvordan folk går klædt, end man kan opleve mange andre steder. Silicon Valley er fyldt med meget velhavende geeks i ternede skjorter og udtjente cowboybukser.)

Analyser, af hvilke virksomheder der skaber nye arbejdspladser, viser, at start ups bidrager med langt den største del af væksten i antallet af jobs, uanset de 7-8 der går konkurs. Som tak for at nogen overhovedet vil løbe denne risiko, er beskatningen af de først udstedte aktier, de såkaldte founders stock, meget lav. I nogen virksomheder kan der være mange grundlæggere, inden selskabet er formet som en egentlig juridisk enhed. Ud over opfinderen kan forskellige specialister have lagt ubetalt arbejde i den indledende fase, og dette arbejde, den såkaldte sweat equity, kan også gøre en berettiget til founders stocks. Aktier udstedt i efterfølgende finansieringsrunder og senere udstedte optioner medfører almindelig beskatning, og selv om den ikke er på højde med indkomstskatten, hvis man har haft aktierne over et år, skal både stat og føderalregeringen have deres andel.

Vi betaler om ikke skat med glæde, så dog med den generelle regel i baghovedet, at hvis man betaler skat, må det være fordi man har tjent nogen penge - og det er ikke noget man tager for givet. Min bedre halvdel har været medstifter af eller arbejdet for adskillige start up virksomheder, og jeg husker stadig den dag, han glædestrålende kom hjem og fortalte, at nu havde han udstedt sit livs første check på selskabsskat til myndighederne. Da havde virksomheden ikke bare tjent penge, men også arbejdet de første års fremførte underskud af, så nu havde de sammenlagt tjent flere penge end de havde tabt. Noget er gået godt, noget har været … interessant er nok den mest neutrale beskrivelse.

Uanset stat skal man betale føderal indkomstskat. Der er to versioner af denne. Den ene version er sådan en gammeldags, med fradrag, og undtagelser og huller, man kan køre en bus igennem.

Den anden hedder Alternative Minimum Tax, og den rammer alle, der tjener lidt mere end gennemsnittet, og medregner kursgevinster og meget af det, revisorerne prøver at få en til at lave af julelege, for at betale mindre i skat. Så revisorerne bliver mere og mere opfindsomme, men skattemyndighederne bliver dygtigere og dygtigere. Desværre kan det samme ikke siges om politikerne, der burde lukke hullerne i lovgivningen. Beskatning af de meget velhavende har været et stort emne siden 2007 uden at nogen politikere tør røre ved problemet.

Pension

Man indbetaler også Social Security Tax. Social Security svarer i natur til folkepension, men er individualiseret, så hvad der kommer ud, afhænger af hvor meget der er kommet ind. Har man arbejdet længe, kan man få mere, end hvis man ikke har arbejdet så længe. Skatten udgør en fast procent af indkomsten, men har en øvre årlig grænse, så hvis man tjener mere end gennemsnittet, betaler man ikke SS-skat i årets sidste måneder. Mekanismerne i Social Security er også jævnligt oppe til debat i dagspressen, herunder om topgrænsen for bidrag burde afskaffes, og om ydelserne skulle frafalde, hvis folk havde anden indkomst over et vist niveau.

Der er fradrag for specielle pensionsopsparingsordninger. Nu om dage har mange virksomheder en ordning, der minder om en dansk pensionsopsparing i en bank. Medarbejder og virksomhed leverer begge en del af det årlige bidrag. Pengene administreres typisk af en bank og kan placeres i diverse værdipapirer. Tidligere var det normen at man havde såkaldte tilsagnsordninger, hvor virksomheden i takt med medarbejderens anciennitet lovede at udbetale ham/hende en større og større andel af slutlønnen, når medarbejderen til sin til gik på pension.

Man kalder det for Fast Bidragsmetode (fordi indbetalingen/bidraget per måned er fast) hhv. Fast Ydelsesmetode (fordi udbetalingen/pensionen/ydelsen per måned er fast). I Danmark har man haft tilsvarende pensionskasser med fast ydelse. Forskellen er bare, at i Europa krævede Finanstilsynet allerede helt tilbage i ’80erne, at den forpligtelse, selskaberne derved påtog sig, skulle være fuldt aktuarmæssig beregnet, under løbende hensyn til medarbejdernes forventede levetid, og afdækket med værdipapirer med lille risiko. Selskabet skulle altså oprette fonde, hvor alle disse penge var båndlagt. Det fik de fleste selskaber, som ikke allerede havde gjort dette, til lynhurtigt at ændre pensionsmetode, for der skulle sættes en masse ekstra penge til side i fondene.

I USA har myndighederne først langt senere end i Europa krævet, at pengene skulle båndlægges, og virksomhederne har i mange tilfælde ikke spredt risikoen men indregnet puljer af selskabets egne aktier til at dække en stor del af garantien. Nu har man situationer, hvor pensionisterne ikke bare lever længere, virksomhedens aktier er ikke så meget værd, og indtjeningen er ikke så stor, at man har råd til at lægge yderligere midler til side. De midler må så tages ud af selskabets egen pengekasse, hvorefter aktierne bliver mindre værd og så videre.

Chrysler og General Motors har lidt under denne problematik. De var – stort set udelukkende forårsaget af, at de havde haft virksomhed i USA længere og derfor havde langt flere pensionister - nød til at tjene 3.000 dollar mere per bil end Honda og Toyota, bare for at dække deres pensionsforpligtelser. (3.000 dollar er ret meget, hvis salgsprisen er 15-20.000.) Så hvis der skal peges fingre, må en del rettes mod myndigheder, som ikke som i Europa krævede, at virksomhederne skulle sørge for at dække deres forpligtelser af. Mange af landets pensionister har måtte sande, at Økonomisk Demokrati også indbefatter at løbe en risiko – specielt hvis man ikke er fuldt bevidst om, at ØD er en del af den økonomiske model.

De offentlige forvaltninger kører fortsat primært efter tilsagnsmodellen, og det er ved at få mange byer til at overveje, om de skal erklære sig konkurs, for der er ikke hensat nok penge i de gode tider, og nu er der ikke skat nok til at betale både pensioner og de løbende udgifter. Detroit er et aktuelt eksempel. For at føje spot til skade har mange offentlige instanser ikke indbetalt social security, fordi de var "selvforsikrende", så medarbejderne i en konkursramt by har mistet al - AL - deres pensionsopsparing, med mindre de selv havde sat yderligere penge i banken. Vi har ikke set enden på den katastrofe endnu.

Sygeforsikring

En del af de ovennævnte forpligtelser knytter sig også til, at mange virksomheder har haft sygeforsikring som en del af deres pakke af medarbejdergoder, ikke bare for deres medarbejdere, men også for medarbejdere der var gået på pension. For folk over 65 år dækker Medicare hele (den lovlige del af) befolkningen, man da mange er gået på førtidspension, har virksomhederne som sagt dækket dem i mellemperioden.

En stor del af amerikanske virksomheder betaler fortsat en del af sygeforsikringen for deres faste ansatte. Det vil også sige, at hvis man ikke er fast ansat men ansat som contractor, er forsikring typisk ikke inkluderet, og man skal have individuel sygeforsikring. Så man skal huske denne post på budgettet, som kan være 500-1500 dollar om måneden for en familie.

Sygeforsikring er typisk delt op i HMO, managed care, hvor man har én lægelig kontakt, og hvor forsikringsselskabet og læger og hospital typisk er en del af samme helhed. Kaiser Permanente er et eksempel på en stor HMO udbyder som ofte er sammenlignet med den danske sundhedssektor. Alternativet er PPO, hvor man i højere grad har frit lægevalg. Planerne har typisk et element af selvrisiko, således at man betaler f.eks. $20 ved et lægebesøg, og derefter måske 20% af den samlede regning, eller hele den samlede regning indtil man som familie i løbet af året har betalt et eller andet beløb, f.eks. $2.000. Normalt er HMO billigere end PPO i præmie.

Som udstationeret bør man sørge for at finde læge, tandlæge, øjenlæge etc. med det samme, for ikke alle læger vil acceptere patienter med en rejseforsikring, som mange udstationerede kommer over med, og det kan være lidt af et mareridt først af finde ud af dette, når man er blevet syg. Spørg blandt kolleger eller naboer, om de kan anbefale nogen.

Er man på en amerikansk forsikringsordning, kan det betale sig at sætte sig ind i ”alt det med småt.” Men det er i øvrigt en god ide generelt, for der er altid en hel del papirer alle vegne, man skal skrive under på, fra skole til biludlejningsselskaber. Skulle man føle sig kørt over af et forsikringsselskab, er der udmærkede folk ansat hos The California Insurance Commisionaire, den lokale version af forsikringsankenævnet. En anden erfaring, jeg hellere ville have været foruden.

Banker og Kredit værdighed

Man bruger mange flere checks, og det er ikke nødvendigvis banken der udsteder dem. Man køber dem hos et trykkeri i det design, man synes passer til ens personlighed, og navn og adresse står i hjørnet. Personlige checks.

Hvis man rejser ind og ud af Californien allerede i god tid, inden man flytter mere permanent herover, kan det betale sig at oprette en bankkonto og få et kreditkort med trækningsret op til det beløb, man har sat på kontoen. Og det kan faktisk lade sig gøre at åbne en bankkonto uden at have et Social Security Nummer, men det er lettere, hvis man har en fast adresse eller kan få sin arbejdsgiver involveret. Så kan man begynde at opbygge kreditværdighed på denne side af Atlanterhavet. For uanset om man har haft Visa eller American Express, medens man boede i Europa, er der ingen overførsel af kreditoplysninger mellem kontinenterne. Uden kreditværdighed kan man ikke få et almindeligt kreditkort eller få banklån til hverken bil eller hus.

Selvangivelse og anden regulering

Driver man virksomhed og har kunder i hele landet, forventes det at man afleverer en selvangivelse til hver stat, hvor man er repræsenteret eller har kunder, en til den føderale regering, og så vil New York City også gerne have en, og Atlanta, og L.A. og… Der er god brug for revisorer. Stakken af selvangivelser kan let være en halv meter høj. Endnu en erindring om, at USA ikke er et land men nærmere et kontinent. Det er dog til at forstå, at de hver for sig vil have en selvangivelse, for skattereglerne er jo forskellige (der ville nok rejse sig et ramaskrig i Danmark, hvis stat og kommuner ikke kunne bruge den samme selvangivelse.) Nej, de kan heller ikke finde ud af at koordinere deres skatte revisionsindsatser. Så har man en virksomhed, hvor der kan være bare den mindste fortolkning af, om den ene eller den anden kunde bosiddende i to forskellige stater har givet mest bidrag til bundlinien, kan man risikere af få besøg af Internal Revenue Services (IRS) fra de pågældende stater og deres føderale kolleger - uden at nogen af instanserne arbejder sammen. Det bidrager alt sammen til national produktet - men måske ikke til effektiviteten eller overskuddet på statsfinanserne.

Et par andre forskelle som får en til at undre sig, er f.eks. at der ikke er noget krav fra offentlig side, om at et ikke børsnoteret aktie selskab skal have et revideret regnskab. Hvis aktionærerne i et privatejet aktieselskab har tillid til ledelsen, behøver selskabet strengt taget slet ikke noget regnskab. Men da de fleste selskaber har brug for en bankforbindelse, vil banken nok bede om et alligevel. Når revisor så har revideret, skriver han eller hun ikke under på regnskabet i USA. Så det er ikke kendt i videre kredse, hvem der egentligt reviderede WorldCom eller Enron, de regnskabsskandaler der kostede revisionsfirmaet Arthur Anderson livet. Faktisk skriver bestyrelsen og ledelsen heller ikke under på regnskabet.

Ligeledes er der i USA meget strenge regler for, hvem der må investere i private selskaber. I Danmark må man lave et offentlige prospekt, hvis man vil starte et selskab, og der er ikke noget krav om, at de mennesker der ønsker at skyde penge i foretagendet skal have nogen særlig erfaring med investering eller virksomhedsledelse. I USA skal man være en såkaldt qualified investor, for at man må være kapitalindskyder i et unoteret selskab. Til gengæld må man godt få aktieoptioner som almindelig ansat, noget man ikke bruger i Danmark. Hvis hensigten er, at man ønsker at beskytte menigmand, er man åbenbart ikke helt enige om, hvori risiciene består.

Som det indirekte fremgår af ovenstående, påhviler det virksomhederne at indbetale frygteligt mange bidrag på vegne af deres medarbejdere. Så når amerikanske virksomheder hører, at man i Danmark slet ikke betaler f.eks. den store post til sygeforsikring eller til folkepension, får de et lidt anderledes syn på, om det måske kunne betale sig at etablere sig på vore breddegrader. Mange af dem har ligeledes den opfattelse, at det er umuligt at afskedige folk i Danmark, for i mange andre lande i Europa er der meget strenge opsigelseskrav, og så må det socialistiske Skandinavien jo være endnu værre. Men i den retning er funktionærloven jo ret fleksibel.

De er ligeledes overraskede over, at man på arbejdsmarkedet kan finde ud af at lave overenskomster på for det meste ret fredsommelig vis, for i USA er der ofte meget store modsætningsforhold mellem fagforeninger og virksomheder, i et omfang hvor man aktivt forhindrer folk i at organisere sig. Og i store dele af verden er overenskomster et lovgivnings anliggende, ikke noget parterne kan forhandle sig frem til selv. Vi skal ikke glemme, at dansk sprog har givet begrebet ”ombudsmand” til resten af verden. Tilfredse og konsensussøgende, er vi danskere virkelig sådan?

Ovenfor er nævnt Funktionærloven. Dansk - og kontinentaleuropæisk - retspraksis hviler på Romerretsprincipperne. Der er et lovgrundlag som indeholder nogle minimumskrav, der skal være opfyldt. En af parterne kan ikke gennem en aftale stilles dårligere end disse minimumskrav. Andre lovkomplekser af samme type er f.eks. Købeloven, Aftaleloven og Lejeloven. I England og USA har man en anden praksis - case law - hvor gældende ret er bygget op gennem tiden af alle de retssager der "minder om" den foreliggende situation. Man kan altså ikke lige slå op i en lovsamling, og der er ikke nogen klare regler for, om noget i et aftaleoplæg på forhånd er ugyldigt. Det betyder ikke at en aftale kan indeholde alt muligt skrammel, men man bliver nødt til at få en dommer (eller en voldgift eller lign.) til at afgøre dette. Så jeg kan ikke understrege nok, at man skal læse, hvad man skriver under på og bede om at få noget rettet, hvis det er urimeligt.

Amerikanerne er berygtede for at tilkalde advokatbistand i tide og utide. Men det er altså ikke helt uden grund.