Arbejde

Location: 
USA
Topic: 
Arbejde

For som udlænding overhovedet at komme til at arbejde i USA, skal man have et visum, der giver ret til at arbejde. US Citizen and Immigration Service, USCIS, står for størstedelen af det arbejde, der er med at give udlændinge disse tilladelser; det øvrige foregår i de respektive ambassader og konsulater rundt omkring i verden. Vores ”naturaliseringsproces” omfattede blandt andet at sværge på Biblen, at vi ville fortælle sandheden og ikke andet end sandheden. De bad os dog ikke fortælle hele sandheden.

Listen over, hvilke visa man kan ansøge om, fylder næsten to sider, og det er bare de almindeligst udstedte. Der er visum for landarbejdere, for sportsfolk, for kunstnere, for studerende og for professorer. Der er nogen for læger og nogen for patienter. Der er specielle visa for specialister og L-visum for ledere. Der er visa for fremmede landes militære styrker og visa for diplomater. De sidste er rigtig gode – så må toldmyndighederne ikke gennemsøge ens bagage. Nogle visa giver kun midlertidig opholdstilladelse, og kun nogen typer giver en ret til under opholdet at søge om permanent opholdstilladelse.

Kommer man fra et lille land som Danmark, er der kun så få ansøgere om arbejds- og opholdstilladelse, at det er relativt enkelt at få, specielt hvis man er uddannet, i forvejen har erhvervserfaring og arbejder for et amerikansk firma eller vil starte et selv. Derimod kan folk med akkurat samme uddannelse og erfaring fra store lande som Indien eller Kina have svært ved at komme i betragtning, for disse lande har også kvoter. De lobbier dog kongressen kraftigt for, at disse kvoter skal blive ophævet, og hvis det sker, bliver det ret umuligt at få arbejdsvisum i USA.

Generelt for arbejdsmarkedet er, at det er utroligt mere specialiseret end i Danmark. Der er simpelt hen så mange flere mennesker og så store virksomheder, at man kan blive virkelig ekspert inden for et meget snævert felt. Til gengæld ved mange medarbejdere ikke meget om, hvad der sker i arbejdsprocesserne før eller efter deres eget specialiserede bidrag.

Når man bliver ansat, får arbejdsgiveren ens Social Security Number for at kunne indberette og indbetale, alt det en arbejdsgiver nu skal indberette og indbetale. Men arbejdsgiveren får ikke dermed oplyst ens fødselsdag, og det rager i virkeligheden heller ikke ham eller hende, hvor gammel man er, hvis man i øvrigt har kvalifikationerne til at bestride jobbet. Ligesom det er burde være irrelevant for ens chef, om man er gift eller har børn. Det er så irrelevant, at det ikke står på et Resume, som et C.V. hedder herover, og det er - i det mindste i Californien - ulovligt at spørge om den slags oplysninger. De må heller ikke spørge, om man har træben - eller for den sags skyld, om man er af hun eller hankøn. (Da man oplyser, hvornår man er blevet færdig med sin uddannelse, har chefen i de fleste tilfælde en rimelig god ide om alderen alligevel, og går man med vielsesring er det i hvert fald et udtryk for, at man ønsker at vise at man er gift. Om man så er det, er jo en anden sag.)

Hvis man ønsker at sprede sit resume herovre, kan det være en ide enten at få en lokal til at kikke det igennem eller få hjælp af en konsulent. Ikke bare så man får fjernet overflødig information, men også så man formulerer sig på en måde, der fremmer sagen. Amerikanske resumes fokuserer på, hvilke resultater man har opnået i tidligere jobs, ikke på hvilken titel man har haft, for her kan man være assistant director, bare for at det skal lyde af mere, når man ringer til firmaets kunder. Beskedenhed er i resume sammenhæng ikke en dyd, der bliver belønnet; selvpromovering er derimod en kunstart. Det er også værd at vide, hvis man skulle være i arbejdsgiverens rolle, og det kan være nyttigt at få ansøgere til at give eksempler på, hvad de har brugt kundskaberne til.

Selvfølgelig vil man efter ansættelsen være nødt til at fortælle personaleafdelingen, hvis ens pårørende skal være meddækket på sygeforsikringen, men det er jo personaleafdelingens oplysninger, og hvad man ikke oplyser til chefen, får chefen ikke at vide.

Derfor ser man heller ikke som i Danmark, at direktør Dittendatten fejrer sin 50 års fødselsdag, og der er reception på firmaets adresse på dagen. Ikke bare er der ikke reception, aviserne har normalt slet ikke den slags oplysninger. Den eneste sammenhæng, hvor alder kan spille en rolle, er, hvis man bliver opsagt uberettiget. Hvis man er over 40, er man en beskyttet kategori, for at man ikke skal ligge under for aldersdiskrimination.

På det område er USA langt foran Danmark i lovgivningen. Det er ulovligt at diskriminere, og der er store bøder for at gøre det - hvis det kan bevises. En af de mere besværlige dele af lovgivningen er, at man ikke hverken aktivt eller utilsigtet må diskriminere mod handicappede. Ens kunder skal kunne komme til en i kørestol. (Jeg kan slet ikke forestille mig noget lignende håndhævet i København. Hvordan skulle man kunne komme op på mange advokatkontorer eller restauranter i de gamle bygninger? For slet ikke at tale om alle de lægekonsultationer eller fysioterapeuter der af en eller anden grund finder det formålstjenligt at ligge for enden af meget stejle trapper i huse uden elevatorer.) I USA skal der være tilstrækkelig brede døre, toiletfaciliteter, adgangsramper, elevator. Det forøger handicappedes muligheder for at få et arbejde, hvis der ikke får lov at være den dårlige undskyldning, at faciliteterne ikke er til det – og alles mulighed for at komme i lægelig behandling, uanset om de kan gå. Denne lovgivning, The Americans with Disability Act, er en konsekvens af, at mange soldater gennem årene er kommet hjem i beskadiget tilstand. Det ville være at føje spot til skade, at disse soldater havde ofret deres førlighed for deres land, hvis samme land ikke gjorde sit bedste for at sikre, at soldaterne kunne skaffe sig civil beskæftigelse uanset deres handicap.

Ligesom at der er ramper og brede døre, er de fleste elevatorer også markeret med braille skrift, der forkynder at 1. står for stueetagen, og 2. er hvad vi i Europa betegner første sal. Så kan man finde rundt, selv om man er blind (eller europæer). Handicap parkering skal udgøre en bestemt andel af parkeringsarealet; mange teaterforestillinger oversættes af tegnsprogstolk ude i kanten af scenen; man kan ikke bare have førerhund, man kan også have andre servicedyr, hvis disse advarer mod epileptiske anfald eller lign. Forudsat at dyret er passende trænet, markeret og godkendt, kan man sågar have en pony, en papegøje eller en pytonslange som handicapassistance og få den med i skole, på arbejde eller i teateret.

Samtidig med at der er megen fokus på kønsdiskriminering i lovgivningen, er der meget større ulighed i den almindelige omgang mellem kønnene, end vi er vant til. Det er noget af et paradoks. Mænd snakker med mænd og kvinder med kvinder til sociale sammenkomster. Mænd giver hånd til hinanden når som helst og hvor som helst, men mange bliver ofte befippede, hvis man som kvinde også rækker hånden frem.

Jeg var en dag ude at gå med en veninde, og politiet var interesseret i en af hendes naboer. Så betjenten stoppede os for at høre, om hun havde nogen ide, om, hvornår naboen sidst havde været hjemme. I løbet af de fem-ti minutter konversationen varede, havde han hele tre gange fundet det nødvendigt med en hurtig håndbevægelse at tjekke, om hans åbenbart meget værdsatte kropsdele nu også befandt sig, hvor han forventede i hans bukser. Er man macho eller hvad? Det var sikkert ubevidst, men man undrer sig. Havde vi nu været hysteriske og ikke bare fandt hysterisk morsomt, havde han været hjemfalden til en disciplinærsag, og vi kunne sikkert have fået erstatning for psykisk overlast. Men hvad nu, hvis det var ens chef, der ”ubevidst” opførte sig sådan? Eller en lærer? Dårlig ide. (Måske håbede han på, at vi ville invitere ham hjem til en kop kaffe. Wow, hvad gik vi ikke glip af?)

En meget vigtig disciplin, som danskerne efterhånden også er ved at forstå betydningen af, er at networke. Danmark er ikke større, end at ”alle kender hinanden” - i hvert fald inden for de enkelte brancher. Kommer man til USA, er der ingen der kender en, med mindre man selv gør noget aktivt for blive kendt, og professionel blufærdighed eller Jantelovsindstilling behøver man ikke tage med herover.

Mange klubber og organisationer som Rotary, Lions, de lokale handelsstands- eller vælgerforeninger har relativt mange flere aktive medlemmer, ikke nødvendigvis fordi man ønsker at bidrage til organisationernes sociale eller politiske arbejde, men for at man kan lære nyttige mennesker at kende. Man er meget pertentlig med at opdatere sine Rolodex, at organisere de visitkort, man kan modtage ved alle mulige lejligheder, og de smarte skriver med det samme på bagsiden, hvornår og i hvilken sammenhæng de fik kortet. Så kan de, når de lægger det ind i deres elektroniske adressekartotek, genkalde sig, hvorfor det nu er, de har en interesse i denne person, og derved få større gennemslagskraft, hvis de på et senere tidspunkt har anledning til eller brug for at tale med vedkommende. Man ved aldrig, om de kontakter, man får i en sammenhæng, kan vise sig utroligt nyttige i en helt anden sammenhæng. Det vil være selvmål ikke at gøre brug af disse ressourcer, specielt da langt de fleste interessante jobs besættes ved reference.

Der ligger yderligere beskrivelse af arbejdsforhold under Silicon Valley.