Arbejde

Location: 
Silicon Valley
Topic: 
Arbejde

Størstedelen af dalens ansatte arbejder på et af de mange kontorer. Standarden i kontorindretning er cubicles, disse halvvægge af et materiale, der minder om en opslagstavle. Det er sjældent, at man ser de helt åbne kontorlandskaber, vi er vant til i Danmark, omend de er ved at dukke op i nye start ups i San Franciscos havneområde (og man skal være ret langt oppe i hierarkiet for at få et egentligt kontor.) Det er gennemgående disse ”private når man sidder ned, men man kan se hele lokalet når man står op” indretninger. Da mange kontorbygninger desuden er meget bredere, end vi er vant til, er der mange arbejdspladser, hvor man overhovedet eller næsten ikke ser dagslys. Kontorer eller cubicles med vinduer er derfor specielt eftertragtede.

Ligesom skolerne har brandøvelser, er der beredskabsøvelser på kontorerne, hvor hele bygningen rømmes på rekordtid, og det er en del af ledelsens ansvarsområder at have drikkevand til alle medarbejdere i tilfælde af jordskælv. I sagens natur er kontorbygninger jo ikke altid lavet af træ, så der er specielle krav til at bygningerne skal kunne klare jordskælv. San Francisco Lufthavn er f.eks. bygget på fjedre og hjul, så den kan give sig en del.

Som ansat har man ikke krav på ferie. De fleste amerikanere starter dog deres karriere med to ugers aftalt personlig tid. Om de vil bruge denne tid på at holde ferie eller være syge eller passe deres børn, må de selv om. Men det kan være en god ide at have noget i baghånden til, hvis man nu skulle blive rigtig syg.

Mange steder forlænges den betalte personlige tid i takt med anciennitet, men det er sjældent at se noget, der tilnærmelsesvis ligner, hvad danskere er vant til. Til gengæld kan man i nogen virksomheder spare sin ferie sammen og holde et sabbatår, hvis man har lyst til det, men det bliver mere og mere almindeligt at man enten skal afholde eller får sjøjfet overskydende ferie. At ferieperioden normalt er så kort, er så meget mere paradoksalt, da skolerne har lukket 9-10 uger over sommeren.

Det er også ved at blive mere normalt, at der ikke er nogen aftale om fridage overhovedet. Man kan bede om fri, når man har brug for det. Om man så får lov at tage fri er jo et andet spørgsmål, så jo tidligere man kan sige til og komme på kalenderen, jo bedre. Ideen med denne "ordning" er, at hvis man har krav på ferie, har man ligeledes krav på at få udbetalt ubrugte feriepenge, hvis man forlader virksomheden. Hvis der ikke er disse faste rammer, er der ligeledes ingen ferieforpligtelse at afsætte i regnskabet og ingen tvungne udbetalinger.

Selvfølgelig er der afvigelser fra denne tommelfingerregel, men der er hverken en funktionærlov eller en ferielov, som vi kender det fra Danmark.

Dermed ikke sagt at der ikke er love og regler. F.eks. har der løbende været sager om, hvornår man har ret til overarbejdsbetaling, for da lønningerne i dalen gennemgående er høje for folk med lange uddannelser, kan det være fristende for virksomhederne at dekretere, at disse medarbejdere ikke skal have overarbejdsbetaling. Det er dog ikke lønniveau men ansvarsbeskrivelse, der dikterer overarbejdskompensationen.

Og lange arbejdsdage er et af kendetegnene for det Amerikanske arbejdsmarked, specielt inden for videntunge erhverv. Efter sigende skal årsagen findes ved at se tilbage på, hvem der oprindeligt blev tiltrukket af, hvad der foregik i computerbranchen, og den unge Bill Gates skulle være ret typisk for personligheden: Totalt fokuseret på arbejdet og både uinteresseret og inkompetent i at have med almindelige mennesker at gøre. At arbejde 80 timer om ugen er ikke så stor et offer, hvis man hverken har eller er interesseret i at have venner og familie. Efter bl.a. Hewlett Packard blev fremhævet i "In Search of Excellence", blev det anset for tegn på ledelsens kvalitet, hvis de kunne optænde deres medarbejdere til at være lige så motiverede 1. Selv om 80 timer heldigvis ikke er normen, er 40 timer heller ikke normalt - og slet ikke i IT branchen. (OK, det er det nok heller ikke i IT branchen i Europa.)

Hvis man er af hankøn, kan man være taknemmelig over, at man her omkring ikke har brug for at gå med slips. Bankfolk og advokater udgør undtagelserne fra denne regel, ligesom normen længere østpå på kontinentet er væsentlig mere formel. Steve Jobs, Appels legendariske stifter, var berømt for sine sorte rullekrave sweatre og cowboy bukser. Facebooks direktør, Mark Zuckerberg, optrådte i mange år i sweatshirt med hætte. Da min bedre halvdel ofte har møder med bankfolk og advokater, hænder det, at han trækker i ”uniformen”, men hans chef får nervøse trækninger, hver gang han ser ham med slips, for kan man nu være sikker på, at han bare skal til møde i banken og ikke er ude at tale med en headhunter? I den situation er det nemlig bedre at være over-dressed end under-dressed.

Websites som Linkedin.com eller Spoke.com kan være en hjælp til at tjekke, om man kunne have fælles bekendte, der kan formidle en introduktion, hvis man skal kontakte nogen; der skal forbavsende få personer til, hvis man kender de rigtige. Og prøver man at gøre noget som helst i dalen, kan man, uanset om man er baseret her eller i Danmark, være ret sikker på, at modparten allerede har set efter, om man er ”Linked in”. Det er oplagt at bruge de tidligere omtalte visitkortinformationer, hvis man initierer en kontakt. Hvis man ikke kan fortælle, hvor man er mødtes, eller kender nogen, der har talt pænt om vedkommende, er det ikke sikkert at en invitation bliver modtaget, hvorimod en hilsen som indeholder, at ”vi talte om dette og hint da vi mødtes til maj mødet hos SVASE” (Silicon Valley Associasion of Startup Entrepreneurs) vil have en helt anden gennemslagskraft. Men generelt er amerikanere meget mere tilbøjelige end danskere til at acceptere en invitation, hvis afsenderen ser ud til at have en nogenlunde interessant profil.

Der er generelt meget stor forståelse blandt etablerede erhvervsfolk for at hjælpe med kontakter, der kan være nyttige for ens virksomhed. Reciprocitet her i dalen handler lige så meget om at ”give det videre” som at ”give tilbage”. Hvis nogen har hjulpet dig med at få succes, er der en forventning om, at du senere stiller din erfaring til rådighed for de mindre erfarne. Så man skal ikke tænke i de baner, at de, der vil hjælpe en kun gør det, for at man skal skylde dem noget. Det kan lige så vel være, at de har forstået den ”pass it on” filosofi, mange af os har haft glæde af. For de fleste gælder det ikke (kun) om at få en større del af kagen, men om at alle bidrager til at gøre hele kagen større.

Om fredagen har man mange steder casual Friday. Så kan påklædningen – så vidt det nu er muligt - være endnu mere afslappet, og folk er set kommende på kontoret i T-shirt og pyjamasbukser eller shorts og flip-flops. Det forventes dog stadig at man opfylder et minimum af dress code; virksomhederne skal fortløbende sikre sig, at ingen medarbejdere gennem deres påklædning bidrager til et usikkert, intimiderende, seksuelt udfordrende eller på anden måde ansvarspådragende arbejdsmiljø. Af samme grund er man som ledelse nødt til at forholde sig til, hvad man vil acceptere af tatoveringer og søm og skruer åbenlyst stukket gennem diverse legemsdele. For hvorfor skal Lise have lov til at have en rose på anklen, hvis Kurt ikke må have en slange 8 gange rundt om armen? Og skal hun have lov at gå med en camisole, hvis han ikke må komme i netundertrøje?

Generelt for arbejdsmarkedet i Silicon Valley er, at man overhovedet ikke kan gætte sig til, hvilken baggrund folk kommer med. Der er højt estimerede professorer, som har været bådflygtninge. ”Hippien” på bænken er måske millionær fra sin sidste start up, og holder nu en pause. Carly Fiorina, tidligere direktør for Hewlett-Packard, var historiker (men det sidste er der ikke nødvendigvis så mange penge i, at man kan leve af det). Vores nabo holder liv i Stanford universitets interne edb-netværk, og er i øvrigt en meget vidende og ufattelig underholdende doktor i middelalderhistorie (samme kommentar som ovenfor). En anden nabo er revisor, men kan konversere på hittitisk eller aramæisk med en uddannelse som arkæolog (samme kommentar som ovenfor). En af skolernes forstandere er general. Han har ikke så stort problem med at skabe disciplin blandt eleverne. Man skriver en af børnene op til et kursus i selvforsvar, og finder bagefter ud af, at den unge mand, som lod alle ungerne hænge på sig, er femdobbelt verdensmester i kick-boxing. Det er godt at have i baghovedet at man ikke ved noget som helst, for hvis behandler man alle, som om de i næste uge kunne blive ens chef eller kunde – eller investor i ens næste start up - glider det hele lidt nemmere.

Der ligger flere oplysninger om arbejdsforhold generelt under USA.