Politik

Location: 
USA
Topic: 
Politik

For at deltage i valgprocessen skal man melde sig som vælger. Der er ikke noget personregister i USA, så i praksis går man på motorkontoret og lader sig registrere. Man kan lade sig registrere som uafhængig, eller også kan man lade sig registrere som tilhørende et af partierne. For at blive registreret skal man selvfølgelig være amerikansk statsborger. Jeg har hørt rygter om, at man i nogle byer kan stemme til lokalvalg, selv om man ikke er statsborger, men det gælder ikke, hvor vi bor.

Der er valgdag to gange om året. Mest kendt er præsidentvalg som finder sted den første tirsdag i november med fire års mellemrum, og valg til Kongressen, der finder sted hvert andet år, hvor en trediedel af senatorerne og alle repræsentanterne er på valg. Men i de enkelte stater skal der også vælges guvernør, statssenatorer og assemblymembers, borgmestre og viceborgmestre, sheriffer, dommere, offentlige anklagere, politichefer, menige medlemmer af byrådene, medlemmer af skoleråd, formænd for forsikrings- og banktilsyn, vandværksbestyrelser… og alle disse positioner skal besættes med regelmæssige intervaller. Amerikanerne er meget overraskede, når de hører, at mange af disse poster besættes ved udnævnelse i andre lande.

I mange stater har der gennem en længere periode været en elegant opdeling af valgdistrikterne, så de stort sikkert var sikre områder for et af partierne, det såkaldte gerrymandering. Distrikterne skulle jo gerne have nogenlunde samme antal vælgere per plads i kongressen (eller i statens senater og lovgivende forsamlinger), men områderne er som sagt ikke altid særligt logisk opdelt - hvis ikke lige man ser genvalg som en legitim og logisk årsag.

En af effekterne af opdelingerne er, at mange områder bliver ekkorum for politikerne. Hvis de kun taler med ligesindede, er der ikke megen grund til at argumentere eller finde kompromiser. Og holdningerne er dermed fundet længere og længere ud på fløjene; så langt at civiliseret diskussion om politiske emner ikke er længere velset i sociale sammenhænge. Man kan ikke engang blive enige om at være uenige. Så lad være med at diskutere politik med amerikanere, med mindre du kender dem godt og er enig i deres synspunkter.

For at skabe opmærksomhed om sig selv eller sit lovforslag har både politikere, embedsmænd på valg eller interessegrupper bag lovforslag brug for penge. Der er derfor fundraisers af alle mulige slags, enten ved at man direkte beder om penge, eller ved at man arrangerer en eller anden aktivitet, hvor donorerne betaler overpris for at deltage i arrangementet. Et typisk arrangement er en social sammenkomst med helt hysteriske kuvertpriser. En eller anden ping – eventuelt den politiker for hvem fundraiseren holdes – vil så være til stede, og man kan blive fotograferet sammen med ham eller hende og få fotografiet signeret. Op til 2012 valget blev jævnligt nævnt priser på omkring $50.000 per kuvert for at spise middag med Mitt Romney - det svarer til en gennemsnitlig amerikansk årsløn.

Vi modtog i en periode jævnligt billeder af Præsident Bush – eventuelt flankeret af Laura - i posten med en opfordring til at støtte partiet økonomisk. Det er lidt uvist, hvordan vi var havnet på deres liste over interessante personer. Så meget des mere da hele det politiske spektrum i Danmark set med amerikanske øjne ligger et godt stykke til venstre for midten. Det skyldes ikke kun vores velfærdsstat. Det skyldes også den sprogforbistring, at liberal betyder noget helt andet på amerikansk end på dansk. Venstre er Danmarks libertarian party. De liberale er herovre venstrefløjen af Obamas Demokrater. Og amerikanske libertarians er så langt til højre, at der slet ikke findes nogen dansk pendant.

For at gøre forvirringen endnu større er USA også delt op i røde og blå stater - endnu en område hvor den omvendte notation er gældende. I USA er højrefløjen rød og venstrefløjen blå. Skulle man finde på at gå med rødt eller blåt slips, er der helt sikkert nogen der vil lægge noget symbolsk i det.

Det siger sig selv, at valgmaterialet bliver ret omfattende med de mange personer og lovforslag. Det nytter ikke noget først at sætte sig ind i det, når man står i det lille aflukke. Opholdet er såmænd langvarigt nok, hvis man skal foretage 15-50 udfyldelser af de små maskinlæsbare bobler eller indtaste sine valg på en computer. Derfor er der også en større og større del af befolkningen, der afgiver brevstemme.

Stort set alle øvrighedspersoner skal ikke bare tænke på pressens dækning af deres gøren og laden men må også se i øjnene, at deres nærmeste medarbejdere kan stille op på valg mod dem, hvis de misbruger deres position, ikke er kompetente, eller bare fordi medarbejderen nu selv gerne vil være top dog, og alle de fejl man som chef har begået kan blive udstillet. Det sagt, det er selvfølgelig ikke let at blive valgt, med mindre man er meget kompetent til at markedsføre sig selv. Spørgsmålet er, om denne kompetence er nogen særlig god indikator for, hvor egnet man vil være som formand for forsikringstilsynet eller til at lede afdelingen for ligsyn.

En kommentar til lokaldemokratiet er, at der er forbavsende mange mennesker, der på et tidspunkt i deres karriere har været involveret direkte i det politiske liv. Selv om der er en stor skræk for ”big government”, er der ligeledes en bred forståelse for, at hvis man har folkestyre, er folket nødt til at engagere sig.