4. Juli, Uafhængighedsdagen

Location: 
USA
Topic: 
4. juli, Uafhængighedsdagen.

Årets ubestridte helligdag nummer et er uafhængighedsdagen den 4. Juli, som der fejres med parader og fyrværkeri. Jeg fandt let ikke mindre end 38 koncerter, parader og festivaler mellem San Francisco og San Jose.

Jeg ved ikke, hvad det er med amerikanere og parader. De er helt tossede med dem. Måske er det fordi, de skal bruge alle deres skoleorkestre til noget?

Uafhængighedsdagen fejres ofte med en skovtur. Og amerikanerne har meget avancerede måder at tage på skovtur. Der er grillkasser monteret på de fleste offentlige strande og i mange parker. Så tager man en pose trækul, pølser og pølsebrød eller hamburgers med. De avancerede kølebokse har hjul og trækhåndtag, og indbyggede uddybninger i kanten, så dåser og flasker kan stå sikkert. Nogen har indbygget 12V stik, så de kan sættes ind i bilens cigarettænder og virke som køleskab under køreturen til stranden (eller strandens parkeringsplads, for hvem vil slæbe sådan et skrummel særlig langt?)

Udvalget at emballage til transport af fødevarer er enormt; det er ikke et tilfælde at Tubberware kommer fra USA. For at det skal være ekstra nemt, er der et bredt udvalg af forblandede, forvaskede salater i plasticposer i alle supermarkeder.

Fyrværkeri hører med til dagens orden (I det meste af Californien er det forbudt for private at tænde så meget som et heksehyl. Brandfaren er allerede i juli overhængende, og det er op til byer og handelsstandsforeninger at arrangere denne del af underholdningen på forsvarlig vis.) Da vi som bekendt bor ved en meget stor bugt, er der et bredt udvalg af spektakulære raketter ud over vandet op og ned langs kysten, så det minder om Øresund til Sct. Hans. Det er bedst hvis man kan få anbragt sig på vindsiden fra raketbatteriet, hvis man kun vil have bøfsandwichen krydret af røgen fra de medbragte grillkul og ikke krudtrøgen bølgende mod tæpper og strandstole.