High School, 9-12 kl

Location: 
California
Topic: 
High School, 9.-12. kl

De sidste 4 år af den generelle uddannelse, 9. til 12. klasse, foregår i high school. Der er igen flere feeder schools, og årgangene er ofte 400-600 elever. I high school støder man for første gang på betegnelserne freshman, sophomore, junior og senior for 9., 10., 11. og 12. klasse, betegnelser der gentages for klasserne i det fireårige college-system.

Der er et meget stort antal valgfri fag i high school, og skemasætningen er noget af et mareridt. Da vi jo befinder os på Stillehavets østkyst, er Californien vendt mere mod Asien end mod Europa, og udbuddet af fremmedsprog omfatter derfor japansk og mandarin, det officielle sprog i Kina. Derudover er der spansk og fransk, og nogen skoler har tysk eller latin, men det mest almindelige fremmedsprog er ikke unaturligt spansk.

High chool har typisk open campus i frokost frikvarteret, hvor store dele af skolens ungdom frekventerer de lokale spisesteder og supermarkeder frem for at spise i skolens cafeteria. Det er dog ikke ensbetydende med, at ordensmagten finder det helt OK at finde de studerende uden for skolen på andre tidspunkter af dagen, og skulle man finde på at skulke fra en time, kan man enten risikere at blive eskorteret tilbage af skolens egen lokale ordenshåndhæver, eller blive stoppet på gadehjørnet af en tilfældig patruljevogn, og eventuelt få et lift hjem eller tilbage til skolen. Så må man hellere have en god forklaring på, hvorfor man ikke er i klasselokalet eller sammen med en forælder. Vores lokale truancy officer er Louise, en meget veltrænet dame som, bevæbnet med store mængder personlig autoritet, velformede biceps og en meget hurtig cykel, aftvinger betydelig respekt selv blandt de mere hærdede, unge mænd. Ud over at sende eleverne tilbage i klassen er hun også ”reserve-mor” for nogle af de elever, hvis familie forhold er lidt rodede.

I high school er den væsentligste forskel i forhold til en dansk gymnasieuddannelse nok - ud over at der er mange, mange flere quizzes og tests og ingen mundtlige eksaminer - det store udbud af klub aktiviteter. Der er selvfølgelig udbuddet af sportsaktiviteter i alle afskygninger. En hurtig gennemgang af skolens årlige publikation har billeder af tennis, badminton, golf, svømning, vandpolo, fodbold/soccer, American football, base ball, soft ball, basket ball, field hockey, men der er også opvisningsdans, color guard - den noget militaristiske disciplin, hvor man lærer at kaste med faner, køller og paradegeværer med høj grad af præcision - og cheer leading, hvor man kaster med sig selv og hinanden. Ud over sport er der sprog klubber, etniske klubber, religiøse klubber, computer orienterede klubber, film klubber, teater truppen med lyd og scene folk, debat klubben. Der er sågar - i tråd med entreprenør ånden i dalen - FBLA, Future Business Leaders of America, en klub hvor de unge mennesker hvert år laver et projekt sammen med en virksomhed eller organisation og dermed får træning i, hvilke krav der stilles til analyse, præsentation og kommunikation i erhvervslivet.

Bortset fra teater og de religiøse klubber er næsten alle gearet mod at skulle konkurrere mod andre skoler. Der er distrikts-, stats- og nationale mesterskaber i debat, ligesom der er stavekonkurrencer på fremmedsprog. De lokale march orkestre og cheer leaders er der ikke kun for at gøre fodboldkampene underholdende, de konkurrerer også mod hinanden, og de bedste får lov til at deltage i offentlige parader – som f.eks. når præsidenten udnævnes.

Selv de unge erhvervsløver konkurrerer, og til resten af landets store ærgrelse tager hold fra Californien altid prisen hjem. De sidste 16 år er det nationale FBLA mesterskab gået til Homestead High School, udklækningsanstalt for bl.a. Appels Steve Jobs og hans medstifter Steve Wozniak.

En speciel krølle er, at man for at komme rigtigt ud af high school skal bestå ikke bare sine klasser, men også California High School Exit Examen, CAHSEE. Eleverne begynder at tage denne eksamen allerede i 10. klasse, så der er altså ikke noget fagligt i den eksamen som kræver, at man har hørt efter i meget mere end 9 år. Hvis man ikke består i første omgang har man et par år mere til at komme gennem testen. Men selv om man har bestået den i 10. klasse, kan man altså ikke forlade systemet med nogen form for diplom, med mindre man bruger et par år mere på skolebænken. CAHSEE spiller lidt den rolle censor har i danske skoler. De lokale High Schools skal ikke kunne dimittere eleverne, uden at de i det mindste kan noget. Om det så er nok, er en anden sag.

Uanset at der kun er undervisningspligt til de unge mennesker er 16 år i Californien (til 17 år i 11 andre stater og til 18 i 21), er der som sagt ingen form for afslutning før man er færdig med 12 års skolegang, og de formastelige som ikke trives i det miljø og slutter deres skolegang før, bærer den lidet flatterende betegnelse High School Drop-out. For dem er der mulighed for senere at tage et General Education Diploma, GED, som ligeledes er en måde voksne immigranter kan arbejde sig ind i det amerikanske uddannelsessystem.

Det er generelt i uddannelsessystemet, at det anvender standardiserede tests i langt højere grad, end jeg i det mindste har været vant til – men det er jo også længe siden jeg gik i skole. Eleverne er allerede fra 2. klasse vant til at cirkle A, B, C eller D og avancerer hurtigt til at kunne udfylde boblerne i de maskinlæsbare scantrons. Jeg er sikker på, at baggrunden for den overdrevne anvendelse er, at standardiserede test er ”farveblinde”, hvorimod lærerens vurdering af de enkelte elever i alt for høj grad kunne blive influeret af den enkelte lærers fordomme. I et multietnisk land med alt for megen diskriminationshistorie, er man meget påpasselig med, om de systemer, man sætter i værk, kan have en diskriminerende effekt.

I en erkendelse af at der er mange emner, hvor det at give en fyldestgørende forklaring ikke rigtigt kan lade sig gøre ved at fylde en boble ud, er man ved at indføre en ny undervisningsform, Common Core, hvor eleverne i højere grad skal vise, hvordan de er kommet til resultaterne, og hvor der er mere argumentering of kritisk analyse og mindre udenadslære.

Endelig er det lidt fremmed jævnligt at se kortklippede kadetter møde op i fuld uniform på skolerne for at rekruttere studerende til forsvaret. Efter USA afskaffede den almindelige værnepligt, har det været et periodisk problem at have nok personel til at eksekvere den aktuelle udenrigspolitik. Som forældre kan man skrive under på en anmodning om, at militæret ikke kontakter ens barn, ellers kommer der mange henvendelser med posten om at lade sig rekruttere til et af værnene. Det sagt, nu om dage vil militæret ikke have rekrutter, der ikke er færdige med deres high school uddannelse, og hvis det kan motivere nogle af eleverne til at blive færdige i stedet for at droppe ud af skolen, kan det jo også have en positiv bieffekt, ligesom mange, der ellers ikke ville have mulighed for at få en videregående uddannelse, efter nogen år i trøjen kan få deres studier fuldt betalt gennem ROTC ordningen.