Biologi

Location: 
California
Topic: 
Biologi

Californien har et rigt dyreliv som desværre ikke længere omfatter gråbjørnen, the grizzly bear, andre steder end på statens flag. I bjergene er der dog stadig mindre bjørne; der er specielle bjørnesikrede skraldespande mange steder og skrappe regler for opførsel. De er der af en grund. En bjørn kan let flå en bildør af, hvis der er så meget som en tube tandpasta efterladt i bilen, og bjørnene går rundt på vejene om natten, hvis man er bare lidt væk fra bymidten i skisportsområderne.

Men også i fladlandet i de beboede områder er der rigt natteliv. Der er f.eks. vaskebjørnene, racoons. Om aftenen kan man ofte se hele familier komme op fra the storm drains – rendestensafløbene som går direkte og ufiltreret til den nærmeste å eller kanal. Der er masser af mad til vaskebjørnene i skraldespandene, og de er vældig gode til at tage lågene af. Men de kan ikke synke deres mad, uden at de drikker vand samtidig, så derfor ser man dem oftest ved vandløb, eller hvor der er en udendørs hundeskål eller et fuglebad. Deres danske navn kommer fra denne vane med at dyppe maden i vandet, så det ser ud som om de vasker maden.

En mindre hyppig gæst, som til gengæld påkalder sig stor opmærksomhed i lokalpressen, er the mountain lion, pumaen. En voksen puma kan sagtens nedlægge en hjort - eller en skødehund på afveje. Det er dog ikke normalt, at de går på mennesker, men læs alligevel advarslerne, når de er sat op ved naturparkerne, og lær sporene at kende. En formiddag, hvor jeg havde været ude at motionere med en veninde, ringede hun til mig, for hun var strandet i svedigt løbetøj, da politiet havde afspærret hendes vej. En puma vandrede rundt i bagboens have, og med 100 meter til den nærmeste skole var politiet lidt urolige ved situationen. Vi taler om et område af Palo Alto, der er totalt fladt, hvor der er kilometer til nærmeste naturområde, og hvor man skal passere ikke bare El Camino Real - en hovedfærdselsåre med mindst tre kørebaner i hver retning - men også jernbanesporene, før man kommer ud i fri natur. Selvfølgelig er det ikke særligt svært, hvis man bare går nede i et åløb eller en kanal, som løber uhindret under alle veje og togskinner. Pumaen og dens jagtmønster, hvor den er mest aktiv i morgen og aften skumring, er den væsentligste årsag til, at naturområder i bakkerne er lukket efter solnedgang.

Bobkatten eller lossen er en mindre fætter til dette imponerende stykke natur. (Navnet kommer af, at den kun har en meget kort hale; på engelsk hedder det ”to bob the tail”, når man kuperer en hale.) Lossen kan kendes på den korte hale og totter på toppen af ørerne, og den er om ikke hyppig så dog meget hyppigere end pumaen. Jeg har heldigvis aldrig set en puma, men jeg er stødt på los ved flere lejligheder, inkl. et eksemplar, der i en periode vandrede rundt i min baghave.

I bakkerne kan man også støde på coyoten. På størrelse mellem en ræv og en ulv er dette flokdyr ikke farligt for mennesker, men hvis man bor langs eller i dens territorium, kan den godt binde an mod en kat eller en mindre hund. Normalt ser man kun et enkelt skabet eksemplar tæt på bymæssig bebyggelse, men hvor de færdes, bør man for sin egen og hundens skyld holde hunden i snor.

Langt mindre velkommen er the skunk, stinkdyret. Hvis man bare ser Disneys Bambi, kan man ikke forestille sig, hvor ubeskriveligt rædselsfuldt dette lille sorte og hvide dyr lugter. Hvis det føler sig truet, løfter det halen og sender en spray af sin specielle parfume ud over angriberen, men den lugter - om ikke så kraftigt så lige så dårligt - selv om den bare finder på at tage en natlig spadseretur forbi ens åbne soveværelsevindue. Den behøver ikke at blive forfulgt, for at blive aktiveret. En nat kom den fredeligt gående, og vores havevanding gik i gang. Pyha, vi sov med lukkede vinduer den nat.

Hvis ens arme hund er blevet sprayet, er der næsten ikke andet at gøre end at vaske den med tomatjuice, for af en eller anden grund neutraliserer det lugten noget. Det letteste er selvfølgelig at aflevere den hos hundetrimmeren og betale sig fra fornøjelsen, men hvis man skal have den ind i bilen, stinker hele bilen bagefter.

Så hvis man kommer fredeligt kørende og pludselig bliver overmandet af en fedtet, sødlig, kvalm stank, er det nok fordi man lige har passeret et stinkdyr, der ikke slap væk, før det blev ramt af en bil. Det siges, at stinkdyret er så vant til, at alle fjender viger for synet af dens løftede hale, at den slet ikke overvejer at flytte sig, når det her larmende "dyr" med store lysende øjne nærmer sig. Så regn ikke med at den viger for din bil.

Man skulle tro at sådan en stinker kunne være i fred for rovdyr, men der er faktisk en art ugler, som ikke har nogen lugtesans. Er naturen ikke mageløs?

Hvis vi bevæger os ned i størrelsen, er næste kandidat til introduktion klapperslangen. Når man går i naturen om morgenen, kan man møde en sammenrullet slange, som prøver at få nattekulden ud af kroppen ved at lægge sig på den solbeskinnede gangsti. Op af dagen, når det bliver varmere, søger slangerne ofte ned i jordegernhuller eller i skyggen i et hult træ, så en god regel er aldrig at placere sine hænder, hvor man ikke kan se dem. De mindste klapperslanger er de farligste. De har endnu ikke lært at spare på giften til en evt. efterfølgende fjende, så de giver fuld valuta for pengene. Heldigvis advarer de om deres tilstedeværelse ved at rasle med halen.

Jeg har været 30 cm fra at blive hugget af sådan en lille klapperslange. Et skridt mere og jeg havde trådt på den. Nu ved jeg hvordan den lyder, og at den lyd ikke kom fra en eller anden bille. Men den huggede ikke. Og det gør de fleste af dem ikke, hvis bare man går i en bue uden om. Det har jeg så gjort, de 3-4 gange jeg ellers har mødt dem. Det er efter sigende overordentligt pinefuldt at blive bidt af en klapperslange, og man skal på hospitalet med det samme. Tag mobiltelefonen med når du går tur og lad være med at spille helt. Hospitalet har en helikopter til at evakuere folk fra utilgængelige områder.

En anden af naturens muntre fætre er tarantellen, en stor, behåret edderkop, som minder om en fugleedderkop. Denne art kan let blive 10 cm i ”diameter”, men den er ikke så giftig, at den er rigtig farlig, bare ret ubehagelig. Der er endog nogen, der holder arter af disse store edderkopper som husdyr, så de er ikke urimeligt aggressive.

Den sorte enke skal til gengæld tages alvorligt. Black Widow Spiders bor på mørke, lidt fugtige steder, f.eks. i garager og brændestabler – og vist nok ved nedgangen til min krybekælder. De fleste af os kan ikke fordrage edderkopper i forvejen, her er der i det mindste en grund til det, og det er en god ide at ryste gummistøvlerne, før man stikker fødderne i dem, og bruge handsker når man roder i brændestablen. Black Widows har et rødt mærke på maven, lær at genkende dem.

Har man børn, bør man også lære dem, at man altid skal vende sten eller brændestykker væk fra en selv, hvis man vender dem om. Undersiden kan nemlig indeholde andet end bænkebidere, og det er bedre, hvis disse ”andet” løber væk fra en end op af ens ben. Og når de har taget stenen op skal de ikke bare kaste den fra sig i vedbenden. Almindelig havevedbend er det foretrukne sted for jordhvepse at bygge bo, og forstyrrer man sådan et, skal man komme inden døre i en fart og være klar med en antihistamin tablet.

Et år havde Yosemite National Parken lidt af et mareridt, hvor man måtte sende titusindvis af advarsler ud til folk, som havde boet i en af parkens telt landsbyer. De dobbelte, isolerede teltvægge havde været ideelle bosteder for små, søde mus, men musenes eskrementer spredte Hanta virus, mod hvilken der ikke findes nogen sikker kur, og flere gæster døde efter de kom hjem fra ferie i parken. Af samme grund anbefales det, at man tilkalder professionel assistance, hvis man har haft gnavere boende på loftet, for de ved hvordan man skal gøre rent på forsvarlig vis.

På det allermindste niveau er der stor chance for at få tæger på sig, hvis man færdes i naturen; har man hund er det næsten givet at den slæber nogen med ind. De kan give den frygtede Lyme Decease. Man skal sørge for ikke at have stillestående vand, som kan være udklækningsanstalt for myg. Der holdes løbende øje med grønne swimmingpools fra luften, men bare regnvand i en ubrugt trillebør kan være nok til at sprede f.eks. West Nile virus, som vi alle helst vil være foruden.

Men der er også fredeligere dyrearter. Der er store flokke af store hvide og mindre brune pelikaner. Der er kalkungribbe, høge, harer med meget lange ører og jordegern. Man kan endda være heldig at støde på små ugler, der bor i huler i jorden. I de mere bevoksede områder er der flokke af hjorte, grupper af vilde kalkuner, kæmpe bullfrogs og sump skildpadder i de små søer. Man støder også ofte på vagtlen, California Quaile, statsfuglen, hvis unger om foråret piler omkring som små bordtennisbolde med ben.

I Santa Cruz er en af vinterbaserne for Monarch sommerfuglene, som ellers overvejende overvintrer i Mexico. Sommerfuglene hænger i klaser på grenene i en dal ved Natural Bridges State Beach, og når de sætter på vingerne for at migrere mod nord om forsommeren, kan der være millioner af sommerfugle i luften.

Med mellemrum kan man støde på en opossum, en pungrotte, Nordamerikas eneste pungdyr. Den ser så sød ud i Bambi, hvor hele familien hænger i halerne, men i virkeligheden er den så forfærdelig grim, at det må være en fejltagelse. Pelsen er grumset hvid, halen lyserød, den er sålegænger og lunter derfor som en grævling i stedet for at hoppe, og så er hele dyret ca. fire gange så stort, som man normalt forestiller sig rotter.

Og så er her egern. Overalt. På en rigtig god efterårsdag i agerntiden kan jeg måske tælle 14 på græsplænen på en gang. I København løber de små børn efter duerne, her løber de efter egern i parkerne. Men i modsætning til duerne har egern skarpe tænder og klør, så man skal ikke fodre dem. Det vil gøre dem mindre bange for mennesker, og i de - heldigvis sjældne - tilfælde de har mistet respekten, skal småbørn gennem en smertefuld serie indsprøjtninger mod hundegalskab, og egerne bliver fanget og aflivet.

De eneste dyr man med fred i sjælen kan fodre er fuglene i baghaven. Foderbrætter eller andre anordninger hængende i et træ vil oftest blive tømt meget hurtigt af egern, så fuglehuset skal placeres med omhu. Det er meget charmerende at have en kolibri-feeder, sådan en anordning med saftevand, hvor kolibrierne som de eneste fugle har tynde nok næb til at nå traktementet. Men man skal være påpasselig med både, hvor man hænger feederen, for myrerne vil også meget gerne deltage i festen, og derudover med at vaske den grundigt så der ikke kommer skimmelsvamp og andre ubehageligheder, der kan slå fuglene ihjel. Af samme grund er der grænser for, hvor stor feederen kan være, for man bør ikke have saftevand til mere end en uge hængende i sommervarmen.

Kolibrierne er utroligt territoriale. Der kan kun være en familie til en feeder, de vil jage alle andre kolibrier væk, så feeders med mere end et par siddepladser er i virkeligheden noget vrøvl. Skulle en eller anden forvirret konkurrent komme få tæt på tag-selv bordet, kommer en af ”ejerne” torpederende med svirrende halefjer, deraf navnet humming bird, ned mod den formastelige fra deres udkikspost i trætoppen.

Ved vandet er der både fredelige og knap så fredelige eksemplarer af naturen: Går man i havet kan man være uheldig at træde på en giftig rokke, og surfere kan støde på den store, hvide haj, som har en af sine ynglepladser ved øerne ud for Golden Gate. Det første er mere sandsynligt end det sidste, og mest hvis man er sydpå i staten, hvor vandet er varmere end 5C. Det sagt, er det at bade jo belagt med en risiko, da vandet er koldt, og bølgerne kan være meget store. Selv Vesterhavet er en lille pyt i sammenligning med Stillehavet.

Mere fredelige er pukkelhvalerne som yngler i Sea of Cortez, lige over grænsen til Mexico, men normalt holder til oppe ved Alaska. Store grupper migrerer op og ned ad kysten, men der er også gråhvaler og blåhvaler. Det er ikke så ofte at man ser dem fra land, men for de søstærke kan man sejle ud med whale watching både og måske se blås, rygge og halefinner, og sikkert også nogle søløver og gråsæler. Hvis man gerne vil vide lidt mere om hvalerne, har Seymour Marine Discovery Center i Santa Cruz, en del af universitetet Institut for Marinebiologi, åbent for besøgende, og de har f.eks. et helt blåhvalskelet udstillet udenfor, og bassiner med delfiner bag hegnene. Man kan også tage til Monterey. Her i bugten dropper havbunden lynhurtigt til imponerende tre kilometer. Det giver en hel masse strøm og derfor masser af liv i havet. Så Monterey Bay Aquarium er i verdensklasse. Der er også rige muligheder at se de søde havoddere i deres rette element.

Lidt nord for Santa Cruz ligger Ano Nuevo State Park. Her yngler søelefanterne, og fra december til april er der først et mylder af kæmpende elefanttyre, som tilkæmper sig et territorium af stranden. Fem tons blubber som kan bevæge sig overraskende hurtigt selv på land. Senere kommer de gravide hunner til for at føde deres unger. I den periode kan man kun komme i området med guide, men det er meget spændende at være så tæt på dyrene. Mødrene forlader ungerne efter at have ammet i 28 dage, men for at komme tilbage i havet skal de lige forbi de ventende tyre. Ok, de ser sikkert også smarte og trimmede ud, for i de 28 dage har de ikke spist eller drukket, og sammen med opfodringen af ungen med mælk med 60% mælkefedt har de tabt op mod halvdelen af deres kropsvægt. (Hvordan man suger noget ud, der må være dobbelt så tykt som creme fraiche er et under, men babyerne tager et par hundrede kilo på i løbet af den ene måned.) De heldige hunner, der slipper gennem forhindringsløbet af først en brunstig, 5-10 gange så tung tyr og så en bræmme af spækhuggere og hajer, der åbenbart kender kalenderen, svømmer derefter i deres nu igen gravide tilstand til Hawaii 2.000 km mod sydvest for at spise blæksprutter. Jeg ville også tage til Hawaii, hvis det var mig.

Som om der ikke ellers er spænding nok. skal man også passe på aggressive planter: Poison Oak, gift eg, er en slyngplante som gror overalt i naturen. Navnet skyldes bladenes lighed med egeblade, og giften er en olie som dækker blade og stængler, og som de fleste mennesker er overfølsomme over for. Det er en stor skam, for det er en meget smuk plante, med mørkegrønne, blanke blade som man kunne blive fristet til at stikke ind i en blomsterbuket, og om efteråret, når den står i brændende orange og røde farver, er den præmiekandidat til at blive lavet om til en smuk krans. Det skal man lade være med. Ikke engang selv om buketten er til svigermor. Der er ikke nogen reaktion før olien har siddet på huden nogle timer, så hvis man har rørt den, kan man sagtens nå hjem og vaske hænder og tøj grundigt. Helst med specialsæbe, klorin, eller opvaskemiddel. Når man så har gjort det, skal man huske at tørre rattet af også, hvis man har været i bilen. Og alt hvad man ellers har været i kontakt med. Og hvis hunden har været ude at strejfe, skal den nok også i bad.

Problemet er, når man ikke ved at man har rørt planten, eller at hunden har olie i pelsen, og man klapper hunden, og så klør man sig bag øret, eller skifter tøj og får olie på tøjet. Når der er gået et døgns tid, begynder huden at få små blærer og klø, og det er meget svært ikke at klø igen. Lad mig anbefale at have antihistamin i huset, og kontakte sin læge, for i svære tilfælde kræver oplevelsen at man får steroider, og kradser man hul og får olien ind i blodbanen, kan det i værste tilfælde sende en i chok.

Live Oak, den lokale egesort som ikke taber bladene om vinteren, og eucalyptustræerne kan finde på at tabe grene ned i hovedet på tilfældige forbipasserende. Eucalyptustræerne gør det mest, når der er tørke; egetræerne gør det, hvis grenene bliver for tunge. Og da alting gror meget livligt med store mængder sol – og som regel rigeligt vand om vinteren – bliver træerne store og tunge meget hurtigt. Det er heldigvis sjældent, at grentab og en passerende person falder inden for samme sekund, men det sker desværre. Det er derfor en god ide at få beskåret sine træer med jævne mellemrum.

Til den fredeligere del af floraen hører statens kendingsblomst, The California Poppy, den orange valmue man kan se afbildet på skilte langs naturskønne veje som Hovedvej 1 langs Stillehavets kyst.

Statstræet, California Redwood, verdens højeste træsort, er ligeledes både fredeligt og anvendeligt, men man må de fleste steder ikke fælde dem uden forhåndstilladelse. Der gives meget store bøder for at fælde Redwoods. De gror kun i det klima, hvor der ikke er for meget regn, men heller ikke er for varmt. De smalle, beskyttede dale i Coastal Ridge bjergene giver dem mulighed for at blive meget høje. Muir Woods nord for San Francisco er de højeste træer knap 100 meter; rekorden svarer til højden på Storebæltsbroens pyloner målt fra vejbanen.

Lige så berømt som California Redwood er Giant Sequoya, verdens tykkeste træer. De findes i bl.a. Yosemite National Park og - ikke overraskende – i Giant Sequoya State Park. Nogen er så store og gamle, at de har deres helt egne økosystemer nede i de mange gange hule træer, hvor mosser og bakterier kan have udviklet sig selvstændigt over de flere tusinde år, træet kan have levet.

Al denne natur er meget imponerende og spændende, og der er rige muligheder for at nyde den. Man skal bare huske på, at det her ikke er Amager Fælled. Alene i Yosemite National Park mister omkring en snes mennesker vhert år livet fordi de kravlr over barrierer eller kommer til skade under bjergbestigning. Når folk bliver væk eller kommer til skade, er der et hyr med at finde dem og redde dem. Giv besked, hvis du går nogen steder alene, hav altid vand med, og respekter naturen; den slår igen.