Historie

Location: 
California
Topic: 
Historie

Californien var ligesom resten af landet oprindeligt befolket at indianerstammer. Herude på vestkysten støder man bl.a. på navne som Ohlone, Hupi og Chumash.

Efter Americas "opdagelse" af Christoffer Columbus var andre end spanierne interesserede i de nye kontinenter. Både Portugal og England sendte udforskningshold afsted og østkystene af de to kontinenter var hurtigt koloniseret. Men Nord-Amerikas vestkyst krævede en længere sørejse rundt om Kap Horn.

Den berømte tåge omkring San Francisco fik Sir Francis Drake, Elizabeth I’s foretrukne fribytter/pirat, til ikke én men flere gange at sejle forbi Golden Gate uden at opdage, at en af verdens største naturhavne lå lige inden for rækkevidde. Amerikas klippefulde vestkyst er ikke noget, man ønsker sig for tæt på i et sejlskib - og slet ikke i tåge. Han fandt Drake’s Bay nord for San Francisco, den er opkaldt efter ham, men meget af verdenshistorien ville sikkert have set anderledes ud, hvis han i stedet havde slået et skarpt højresving godt 60 sømil sydligere, og kunne have fortalt sin dronning, at vestkysten af det nye kontinent ikke var totalt ufremkommelig.

Efter at spanierne havde koloniseret Mexico, vendte de på et tidspunkt blikket længere mod nord. I 1769 etableredes den første mission i San Diego, og derefter satte kaptajn Portola bl.a. sammen med franciskanermunken Junipero Serra ud for at udforske landet og sprede kirkens gode budskab til de fortabte indfødte. Gruppen nåede over land op til San Francisco Bay, og nogen af dem overlevede endda til at tage tilbage for at fortælle om det. Herefter grundlagdes de 21 missionsstationer fra San Diego til San Francisco med ca. en dagsrejses afstand, så rejsende kunne bruge stationerne som herberg.

Stationerne var forbundet af El Camino Real, Kongevejen, om end den på det tidspunkt mere var en sti, og det meste trafik i det kuperede terræn foregik til fods eller på hesteryg. Når man nåede en dagsrejse frem, slog man op i almanakken, og missionen blev navngivet efter, hvilken helgen der nu var særligt hellig den dag. Derfor hedder alle større byer langs El Camino noget med San eller Santa: San Jose, San Carlos, Santa Monica, San Luis Obispo, … Ok, så er der lige Californiens største by. El Pueblo de Nuestra Señora la Reina de los Angeles del Río de Porciúncula er det officielle stiftelsesnavn, Englenes Dronning, Vor Frues Landsby ved Floden Porciuncula. Det er vel nok heldigt, at man kan nøjes med Los Angeles, eller bare L.A., i daglig tale.

De næste 80 år arbejdede franciskanerne flittigt med at omvende indianerne. Så flittigt at mange indianere døde af det under kummerlige forhold som – nu heldigvis frelste – tvangsarbejdere under missionsstationerne. Fader Serra nåede at se sit livsværk fuldendt - men også at komme i tvivl om, hvorvidt han nu havde udført Herrens bud i den rigtige ånd. Og missionskirkerne står der såmænd endnu, vældigt populære blandt brudepar, turister og californiske historielærere.

I denne periode bosatte mange mexicanske kvægfolk sig i de lavtliggende bakker nærmest havet. Området er mange steder for stejlt til landbrug, men fint til kvæg, og det var normalt, at man betalte for forsyninger i tørrede oksehuder (deraf navnet ”backs”, rygge, i greenbacks, kælenavnet der stadig hænger ved dollarsedlerne). På grund af statens mexicanske fortid er mange by og gadenavne spanske. Det kan være en udfordring for de computeriserede vejvisere, der er indbygget i en udlejningsbil, at udtale disse navne med noget der bare tilnærmelsesvis ligner, hvad man hører på gaden. Hvem kunne uden anden indførelse vide, at den populære turistby La Jolla nord for San Diego udtales La Hoya? Vores navigatør ved det i hvert fald ikke.

Længere mod nord nedsatte en gruppe russere sig med det formål at skaffe forsyninger til de russiske fangerstationer i Alaska, der ellers måtte have forsyninger transporteret tværs over Sibirien. De havde en livlig og fredelig samhandel med de lokale indianerstammer, men afstandene var alligevel for store, og Californien kom derfor aldrig langt op på russernes liste over interessante områder. Navne som Russian River kan dateres tilbage til disse kolonister.

Til gengæld drog mange folk østfra over prærien for at nedsætte sig i Oregon. (Vi tror at de kørte i prærievogne ligesom i John Wayne filmene. Nej, de gik! 2.000 kilometer. I støv og snavs og mange på bare fødder. Vognene transporterede deres sparsomme ejendele og ikke mindst forsyninger til den lille travetur. Karavanens leder sørgede for, at man skiftes til at køre forrest, for bagest havde man glæde af støvskyen af måske 100 prærievogne trukket af okser. Og så brokker man sig over at skulle flyve 5-6 timer for a krydse kontinentet!) Nogen drog lidt mere mod syd efter at have passeret Rocky Mountains og koloniserede Californien fra dette verdenshjørne.

Megen af den kunst man ser fra denne periode indeholder billeder af klippeformationer eller lignende naturlige kendemærker. De virkede ikke kun som dekoration; de viderebragte også budskabet, at hvis man ikke var nået til Indepencence Rock til Independence Day, 4. juli, skulle man ikke regne med at komme over bjergene, før disse blev dækket af sne, så man måtte hellere vende om. Donner Pass, Passet over Sierra Nevada mellem Sacramento og Reno, er opkaldt efter et rejsehold der ikke nåede frem i tide.

I 1848 havde et betydeligt antal indbyggere blikket rettet mere mod Washington DC end mod Mexico City, og ved The Bear Flag Revolt red Løjtnant John C. Fremont til hovedstaden i Monterey med et interimistisk flag, fabrikeret af bl.a. et underskørt, og erklærede Republikken Californien for selvstændig. (Hovedstaden blev senere flyttet mindst seks gange, før den permanent er endt i Sacramento.) Efter mindre end en måneds uafhængighed blev republikken en del af USA. Det var, set med amerikanske øjne, et meget velvalgt tidspunkt, for i 1849 opdagede man guld i Sierra Nevada bjergene, og folk væltede ind fra nær og fjern. Fortyniners, -49ere, har siden været betegnelsen for guldgraverne i Californien. Få år efter, da der var knap så meget guld tilbage, opdagede man store forekomster af sølv, og effekten af disse opdagelser plager stadig San Francisco Bay. Til udvindingen af guld brugte man store mængder kviksølv, som blev vasket ned af floderne og endte på bunden af bugten, og brydningen af sølv efterlod så store mængder af bortsprængte/vaskede klippematerialer, at bugten, der tidligere kunne besejles af havkrydsere helt ned til San Jose, nu er omgivet af lavvandede marskområder på alle sider, meget inddæmmet til saltbassiner. Det har helt sikkert ikke hjulpet, at alle de floder der løber ud i bugten, bliver tappet grundigt for vand til drikkevand, industri, og kunstvanding af Central Valley, USA's køkkenhave, før de når så langt.

I midten af det 19. århundrede startede Leland Stanford, en købmand fra Sacramento med politiske ambitioner, sammen med tre ligesindede forløberen til Union Pacific Railway. Selskabet blev etableret med henblik på at bygge jernbanen over Sierra Nevada, som skulle forbinde Californien med resten af USA. Jernbaneselskaberne blev belønnet af regeringen med jord, den jord der løb tæt på jernbanen, og alle de fire kompagnoner blev styrtende rige. Det gjorde det en hel del lettere, at samme Stanford i en periode fungerede som staten Californiens guvernør.

Til at bygge selve jernbanen og sprænge vej gennem bjergene importerede gruppen et betydeligt antal kinesere. Mange døde under strabadserne, men nok overlevede, til at man herefter var nødt til at forholde sig til ”det kinesiske problem”. Det kan godt være at Californien var fristed for nationens sorte befolkning og tilsluttede sig Unionen (Nord-staterne) under borgerkrigen, men de kinesiske immigranter ville man helst af med og behandlede så barbarisk, at det var nødvendigt for føderalregeringen at gribe ind.

Stanford havde kun et barn, en søn med stort videbegær (bl.a. samlede han på ægyptiske mumier). En version af overleveringen vil, at unge Stanford havde ønsket at komme på Harvard, men han døde, inden han nåede at blive gammel nok. Hans forældre drog derfor til Boston, Massachusetts, og søgte foretræde for universitets rektor. De ville gerne give et minde om deres søn, som så brændende havde ønsket at komme på netop dette universitet. Rektor havde set på de to provinsielt klædte fremmede og noget hånligt bemærket, at man jo ville svømme i mindesmærker, hvis alle ville sætte noget op, hvortil Stanford stille havde bemærket, at de havde tænkt sig noget mere i retning af et auditorium eller et professorat. Bestyrtet havde rektor fortalt, at det jo var meget dyrt, ja hele universitetet var vurderet til over 8 millioner dollars. (Husk, det var tilbage i 1800 tallet, hvor 8 millioner var rigtige penge.) Gæsterne havde set på hinanden og bemærket, at hvis det var alt, hvad der skulle til, kunne de lige så godt bygge et universitet selv. Og det tog de så hjem på deres ranch og gjorde. (Som kuriosum kan bemærkes, at californisk påklædning den dag i dag er meget mere afslappet, end hvad man går med i Boston, Massachusetts.)

Mange, mange år senere fungerede en professor på universitetet som mentor for et par unge mænd, som startede et firma i den fædrene garage. D’herrer Hewlett og Packard var nogen af foregangsmændene i det elektroniske eventyr, der senere blev kaldt Silicon Valley. Garagen står der endnu, på Addison Avenue i Palo Alto.

Navne som Fremont, Portola, Junipero Serra og Stanford præger fortsat landskabet. Over halvøen er der markører med, hvad der ser ud som en cowboy på hesteryg og inskriptionen "Historic Route". Disse markerer Fremonts ridt til Monterey, og er en kilde til stor irritation blandt statens befolkning af mexicansk afstamning. Fremont er desuden både bynavn og gadenavn, ligesom Portola Valley og Juniperro Serra Freeway kan findes på kortet. Og Stanford? Universitetet ligger der jo endnu. Og det fungerer fortsat som udklækningsanstalt for tekniske genier med trang til at starte egne virksomheder – man kan jo Google nogen af dem.

Californiens tredje store eksport industri kommer ud af statens sydlige del, hvor det meget stabile solskinsvejr i filmindustriens barndom var en af forudsætningerne for at man kunne fotografere. Der var ikke garanti for godt lys hver dag ret mange andre steder.

Det er forholdsvis ironisk at en så vigtig industri for staten blev grundlagt netop her for at have mulighed for at se stort på "intellectual property". De første kameraer var patenteret i New York, og Thomas Edison og hans jurister håndhævede rettighederne ved bl.a. at konfiskere pirat-kameraudstyr. Men Californien var langt fra New York og sværere at patruljere. En lokation i Hollywood - forholdsvis tæt på grænsen til Mexico - gjorde det muligt at pakke udstyret sammen og forsvinde over grænsen, når Edisons folk var i området. Siden da har Hollywood lært at sætte en meget højere pris på ophavsrettigheder. 1