Højere uddannelse betyder college og university, hvor uddannelserne næsten uanset fag er delt op i en Bachelors Degree (B.A., Bachelor of Arts og B.S., Bachelor of Science) normeret til fire år, en overbygning i form af en normalt toårig Masters Degree (M.A.-M.S.) og eventuelt derefter en doktorgrad (Ph.D).
Man behøver ikke nødvendigvis at tage sin masters i samme specialområde som ens bachelors; udlændinge, der kommer med en masters degree uden at have en underliggende bachelors degree, bliver mødt med nogen undren. Man behøver ikke engang vide, hvad man vil studere, når man starter på college, for de første par år går alligevel med mere generelle fag, og man behøver først lægge sig fast på sit hovedfag, sin major og eventuelle bifag, minor, langt inde i studiet. Det er måske en af grundene til, at man ikke ser mange amerikanske college studerende tage et "fjumreår" mellem high school og college.
Forskellen på college og university var oprindeligt, at kun universiteter kunne undervise på Masters niveauet, men i dag kan man ikke altid se af navnet, hvilke uddannelser en institution udbyder. Selv blandt universiteter kan kun nogen bevillige en doktorgrad. Colleges kan være en del af et universitet eller kan som selvstændige enheder slutte med associates eller bachelors degree.
Mange colleges og universiteter ligger på en samlet campus, nogen gange i nogen afstand fra den lokale bymidte. At man lukker 20.000 unge mennesker sammen i en bydel for sig, giver en noget anden oplevelse end at cykle rundt i København, og det sociale element er en integreret del af mange amerikaneres college oplevelse.
Efter High School er der mindst fire alternativer for at komme på college. I mange tilfælde skal man, ud over at have bestået sine klasser og CAHSEE, også tage mindst én standardiseret test mere, typisk SAT eller ACT, for at blive optaget. For det kan jo godt være at CAHSEE sikrer, at de californiske standarder er overholdt, men med 50 stater er de enkelte staters standarder meget forskellige, og eleverne søger jo ikke kun på college i deres hjemstat. Disse standardiserede tests er ved at blive trappet ned, for man er ikke helt sikker på, om de nu om dage afspejler elevernes evner eller i højrerj grad at elevernes forældre har råd til at bekoste en privat tutor så eleven kan blive manuduceret i, hvordan man tager den slags tests.
I det hele taget giver hele optagelsesmareridtet indtryk af, at universiteterne som udgangspunkt antager, at man prøver at snyde systemet, indtil det modsatte er bevist (og når man ser på, hvor mange disciplinærsager, hvor eleverne har plagieret hinanden, klippet og klistret direkte fra internettet, eller sendt ældre elever i deres sted til at tage deres tests, har de desværre nok ret et stykke hen ad vejen.) Så meget mærkeligere er det, at de berømte essays, hvor eleverne i deres universitetsansøgninger skriver, hvor fortræffelige de er, på mange universiteter ikke på nogen måde tjekkes for, om det hele er ren ønsketænkning, og om man faktisk har gjort bare halvdelen af, hvad man beretter om. Og det til trods for at samme ansøgningspakke i daglig tale omtales som brag sheets, prale-ark.
Jeg troede i lang tid, at meget af det anderledes skyldtes, at jeg var i USA. Men det er gået op for mig, at det nok er Danmark, ikke USA, der er speciel. Det specielle er, at vi er så små, at der for mange uddannelsers vedkommende ikke er nogle reelle alternativer at vælge mellem, for uddannelsen udbydes kun et sted i landet. Det betyder, at hele diskussionen om eliteuniversiteter ikke er særligt relevant for danske elever, der i gymnasiet tænker over, hvor de vil gå på universitetet. For en meget lille gruppe kan der være en overvejelse om at tage en udenlandsk uddannelse eller overbygning, men ellers er universitetsvalg slet ikke aktuelt. De vælger dig, ikke omvendt.
I USA, hvor man jo betaler for i hvert fald en del af uddannelsen, skal man ikke bare acceptere ansøgere, man skal også sørge for, at de bedste elever hellere vil gå på ens universitet end naboens, og det giver også en markedsføring af uddannelse, vi slet ikke kender. For eliteuniversiteterne vil jo gerne have elever, der kan blive til velhavende alumni som bidrager til, at universitetet ikke behøver at være påvirket af konjunkturerne eller regeringens for tiden værende uddannelsespolitik. Harvard og Yale sidder hver på formuer på omkring 20 mia. dollars; de kan fortsætte med at forske, selv om der slet ikke skulle være nogen elever overhovedet.
Det dyreste er umiddelbart at vælge et privat universitet – forudsat at man har karakterer til komme ind, eller er så fantastisk god til en sport, at universitetet gerne vil have en alene af den grund. Da mange af de private universiteter har store fonde, så mindrebemidlede kandidater kan få fuldt eller delvist scholarship, kan det dog ende med at være en billigere løsning end et offentligt universitet.
Alle stater har et statsligt uddannelsessystem, oprindeligt grundlagt ved The Morrill Act, lovgivning der i 1862 gav store arealer land i de enkelte stater til et universitetssystem, hvor campus i sig selv var en lille del af arealet, og indtægterne fra de resterende arealer skulle finansiere universiteterne. U.C. Berkeley, kendt som Cal, var det første universitet i University of California (UC) systemet, men det blev grundlagt allerede inden og blev indlemmet i systemet med the Morrill Act. Siden er mange flere UCs kommet til, hvoraf især UCLA, University of California, Los Angeles, er kendt i Europa.
Selv om staten støtter uddannelsen, skal man alligevel betale en net sum for undervisning, og da det desuden som regel er fordret, at man bor på campus i det mindste det første år, er det en større udskrivning at have børn på college. Også de offentlige universiteter rejser derfor penge, bl.a. blandt tidligere elever og deres forældre, så også de med legater kan støtte mindrebemidlede studerende finansielt. UC systemets optagelsesregler er sådan, at man populært sagt ”skummer fløden”. Mellem 5 og 10% af de dimitterende elever fra californiske high schools fortsætter på et UC. Der har været noget oprør i mange stater over det stigende antal udenlandske studerende. Ikke fordi man har noget mod en divers campus, men da det har betydet at mange lokale elever, der ellers har opfyldt optagelses kriterierne, ikke har kunne blive optaget på grund af pladsmangel.
Californien har desuden et State University system (SU), hvoraf det mest velanskrevne er Cal Tech i San Luis Obispo. Silicon Valleys lokale universiteter er San Jose State University, SJSU, og San Francisco State University, SFSU, (omend UC Santa Cruz, UCSC, også kærligt bliver kaldt UC Silicon Valley). Da de lokale State Universities i langt højere grad har elever fra nabolaget, kan man vælge at bo hjemme, medens man læser her, og da studieafgiften desuden er mindre, kan det gøres meget mere økonomisk. State systemet er gearet mod at modtage de næste 10% af dimittenderne, men også mod at give mere erfarne studerende mulighed for lokalt at gennemføre et Masters program ved siden af deres arbejde.
Man kan sagtens ansøge om at komme på f.eks. University of Oregon, uanset at man bor i Californien. Man så bliver det til en anden takst, end hvis man havde boet i den pågældende stat. Andre staters universitetssystemer er på samme niveau som UCs og SUs, og universiteterne bliver løbende rangordnet i dagspressen, efter hvor gode siges at være.
Der er desuden et rigt udbud af Community Colleges, såkaldte junior colleges, som er billigere endnu. Community colleges har ingen beboelse tilknyttet, og er derfor udelukkende rettet mod, at eleverne bor hjemme hos sig selv. De tilbyder kun to-årige uddannelser, så enten må man nøjes med en associates degree, eller også må man prøve at blive overført til et fireårigt college program, når man har taget de indledende fag. Mange elever er ikke klar til at flytte hjemmefra som 17 årige (hvis man først fylder 5 det efterår man starter i kindergarten, vil man være 17 år, når man kommer ud af High School), og de kan så starte på et lokalt community college og blive overført til et UC eller SU senere. Men det forudsætter stadigvæk, at de har gode nok karakterer til at opfylde optagelseskriterierne.
Community colleges er desuden specielt rettet mod de knap så akademiske discipliner, og dækker i den henseende samme type behov som HH, Efg, tekniske skoler og lignende. Mange af de studerende har arbejde og familie ved siden af, ligesom mange er de første i deres familie til at være i gang med nogen form for college uddannelse. Derudover spiller de en central rolle i efteruddannelse.
Endelig udbyder community colleges et bredt sortiment af voksenundervisning som ikke er nødvendigvis rettet mod et egentligt diplom, og her er alt fra webdesign til mavedans.
For au pairs kræver de autoriserede au pair programmer, at man gennemfører et vist antal timers uddannelse. Mange au pairs tager derfor timer på de lokale community colleges. Det er meget billigere, hvis man har boet i Californien et år, og dermed er anset for at være resident. For au pairs, der i sagens natur ikke kan vente et år, for deres visum løber kun i 12 måneder, er det til den dyre takst, som i øvrigt ikke gælder specielt for udlændinge, men for alle, der ikke har været bosiddende i staten i 12 måneder.
Selvfølgelig er der mange studerende, der fortsætter med at tage en Masters degree umiddelbart efter, de har gennemført deres bachelors degree, men mange studerende bruger nogle år på at få erhvervserfaring og på at finde ud af, hvad de egentlig vil bruge denne overbygning til. Specielt da man ikke behøver at have en masters i samme fagområde som ens bachelors, kan disse års erfaring lære en lidt mere om interesser og styrkeområder. Mange universiteter advokerer for, at man ikke tager sin masters fra samme institution som ens bachelors, for at man kan blive eksponeret for flere professorers synspunkter.
Øverste niveau i udannelsessystemet er en doktorgrad (Ph.D), og man skal normalt på et UC eller et privat universitet for at tage sådan en. Det kan gøres mod en betragtelig sum penge. Den kinesiske stat har for eksempel kontinuerligt en del studerende gående på UC Berkeley, som over 2-3 år laver forskningsprojekter, der kan kvalificere til denne prestigefyldte titel.
Almindelige studerende bruger typisk meget længere tid, for de skal for det første skaffe finansiering til deres projekter, og inden man har lavet den teoretiske del som fortæller, hvorfor man skal have dette eller hint forskningsstipendium, er der gået noget tid. For det andet indgår de studerende arbejdsaftaler med universitetet, hvor de som Teaching Assistants (TAs) forestår en stor del af undervisningen af undergraduates, de elever, der endnu ikke har en bachelors degree. Så de kan altså ikke bruge alt deres tid til forskning.
Dermed er det også sagt, at meget af undervisningen ikke foretages af professorerne men af senior studerende. Ikke, at de ikke er kvalificerede, de er måske bedre kvalificerede til at tale med ganske unge mennesker, end professorerne er, men alligevel…
Skolesystemet er generelt meget mere autoritært, end vi er vant til. Det er Ms. This and Mr. That til lærerne. Som undergraduate studerende forventes man fortsat at bruge professor og doktor, når man tiltaler sine lærere. Først når man kommer op på masters niveauet opfordrer professorerne eleverne til at bruge fornavn.
Ud over at undervise er universiteterne involveret i konkurrencesport i et omfang, der er fremmed for os danskere. Nogen familier vælger universitet efter, om deres studerende kan udøve deres sportsgren på et tilstrækkeligt højt niveau; nogen familier indfører deres børn i sportsgrene, hvor de ved at eliteuniversiteterne har gode men specielle sportsinteresser, med henblik på, at hvis junior er god nok, kan han nok få finansieret sin uddannelse gennem sports scholarships. Og mange drømmer om at afkommet kan blive opdaget af de professionelle talentspejdere, der kommer til skolernes sportsstævner.
Al den meget konkurrence mod andre skoler, samt for colleges vedkommende at de unge har boet sammen på et meget identitetsformende tidspunkt i deres liv, giver en langt stærkere sammenhold og tilknytning til læreanstalterne, end vi er vant til.
Alle skoler, fra elementary til universiteter, har en maskot; navne som typisk går igen i deres sportsteam. Home of the Cugars, Firebirds, Mustangs, Bears, Pirates, Vikings er bare et udvalg af de bemalinger, man finder på gavlene af gymnastiksalene. Som regel er valget af maskot begrundet i, at man gerne vil lyde stærk, frygtindgydende og modig. En del universiteter havde mascots opkaldt efter lokale indianerstammer, men de er alle blevet omdøbt. Der forlyder intet om, hvorvidt man fra officiel skandinavisk side finder det anstødeligt at Vikings stadig anvendes i vidt omfang.
Undtagelser lokalt er Stanford, hvis maskot er et Redwood træ. Stanford ligger ved Palo Alto, som var det spanske kælenavn for to meget store Redwoods, der stod ved El Camino Reals indkørsel til byen. Det ene står der endnu, over 1000 år gammelt og med en stamme på over to meter i diameter.
UC Santa Cruz er Home of the Banana Slugs. Santa Cruz har altid været lidt anti-establishment og hippieagtig, og eleverne vedtog ved generel afstemning (og til lærernes desperation), at deres maskot skulle være den store, knaldgule skovsnegl, unik for Santa Cruz Mountains. Til gengæld er det et af de få universiteter der ikke har et fodboldhold, og betegnelsen slug bruges om alle elever. Go, Slugs! giver måske ikke det indtryk, at universitetet er hjemsted for nogle af de mest citerede autoriteter inden for deres respektive forskningsområder.