Politik

Location: 
California
Topic: 
Politik

I Californien er der en grænse for, hvor længe man kan sidde i senat og assembly. To valgperioder i hver, så skal der friske kræfter ind. Godt mod pampervælde, knap så godt for erfaringsopbygning. Samme begrænsning gælder normalt ikke i andre lokalråd og bestyrelser, men det er op til vælgerne lokalt, om de vil sætte den slags stopklodser ind.

Ud over personvalgene skal der vedtages lovforslag. I Californien kan enhver, med underskrifter nok, foranledige at et forslag kommer ud til folkeafstemning. I nyere tid er Proposition 8, forkastningen af ægteskab for homoseksuelle, nok det mest berømte af disse tiltag. (Loven blev efterfølgende underkendt af statens højesteret og blev anket op til Supreme Court of The United States. Men da hverken guvernøren eller statens justitsminister ville forsvare loven, og ægteskabeindgåelse iøvrigt er et af de områder hvor staten og ikke den føderale regering har ansvaret, afviste SCOTUS at høre sagen. Hermed stod den højeste foregående kendelse - at loven fjernede allerede givne rettigheder og dermed var i strid med Californiens forfatning.)

Det specielle for disse propositions er, at man kan komme med forslag til tiltag der koster millioner, men man er ikke tvunget til at foreslå, hvordan tiltaget skal finansieres. Så derfor har statens budget år efter år været en farce. Det er selvfølgelig ikke hjulpet af at samme budget skal vedtages med 2/3s flertal, når der ikke er noget parti, der har 2/3s majoritet. I 2012 lagde guvernør Jerry Brown skattestigning ud til befolkningen for at kunne få et mere balanceret budget. Stigningen blev vedtaget.

De største poster på statsbudgettet er meget svære at påvirke; det er pensionenbidrag til statsansatte medarbejdere, penge til statens fængsler og penge til skoler og universiteter - de to sidste poster er i samme størrelsesorden. (Hvor President Eisenhower advarede mod det militær-industrielle kompleks, taler man nu åbenlyst om the correction industrial complex.)

År tilbage syntes befolkningen at skatterne var ved at løbe løbsk, og så vedtog de Proposition 13, som fastfrøs ejendomsskatterne på fast ejendom. Skatten udgør én procent af ejendommens værdi, som den var på det tidspunkt, reglen blev vedtaget, med tillæg for inflation. Hvis huset handles, reguleres ejendomsskattegrundlaget til den handlede værdi, som herefter inflationsreguleres. Hvis huset renoveres delvist, tillægges værdien af renoveringen, men hvis ejeren river huset ned og bygger et nyt på grunden, bliver hele ejendommen nyvurderet, dvs. at grundværdien også reguleres til handelsværdien.

Disse regler har selvfølgelig haft en del utilsigtede bivirkninger. Med hensyn til renovationer ser man mange byggegrunde, hvor skorstenen, garagen, eller hoveddøren som det eneste er bibeholdt fra det gamle hus. Resten er revet ned og erstattet af et nyt palads (og når endelig besigtigelse af ejendommen har fundet sted – og skattegrundlaget derved er fastlåst - bliver resten også skiftet ud). For det andet ejes erhvervs- og udlejningsejendomme jo normalt af et aktieselskab, ikke af en privatperson, og med mindre alle aktionærer udskiftes, anses det ikke for at ejendommen har skiftet hænder. Så alle ejendomsselskaber handles selvfølgelig af flere omgange. Konsekvensen er, at hvor erhvervs og udlejningsejendomme tidligere betalte 2/3 af ejendomsskatterne betaler de nu mindre end 1/3.

Men kan man finde ud af at fjerne Proposition 13 eller lave den om? Nej, for så skal man sikkert betale mere i skat.