Den første store forskel en familie støder på, er at man ikke har noget lovbestemt krav på barselsfrihed, om end de hos Google har forhandlet sig frem til op til hele fire måneders orlov! Men så skriver de også om det i avisen. Man har lov til at spare ferie op, men man ser mange nybagte mødre tilbage på arbejde 2 uger efter en fødsel.
Der er ligeledes ikke nogen kommunal børnepasningsordning, så der er et stort marked for babysittere, au pairs og dagplejemødre. Der findes private børnehaver, som typisk er enten daycare for ble-børn eller preschool for 3-5 årige. Som hovedregel er børnepasning af mindreårige ikke støttet økonomisk af andet end et skattefradrag. I Silicon Valley betyder det let en månedlig udskrivning på omring 2.000 dollars per barn.
Børnehaverne følger logisk set skoleåret, for der bliver jo plads, når de ældste børn rykker videre op i kindergarten, indslusningsklassen i det almindelige skolesystem. Men for overhovedet at komme i betragtning skriver man sit barn op til børnehave allerede i starten af året. Der er mange åben hus arrangementer allerede i februar-marts, så hvis man forventer at flytte herover med børn i den alder, kan det betale sig at planlægge i god tid i forvejen.
Da vi først kom til Californien i juni, var den yngste godt to år og havde været i børnehave fra han var 6 måneder. Her var han for gammel til at komme i daycare og for ung til preschool. Når jeg gik i parken med ham for at finde nogen, han kunne lege med, kunne jeg vælge, om jeg ville introducere mig overfor mexicanske nannies eller 20 år yngre au pairs.
Havde jeg nu vidst, at der ikke bare var en lokal mødregruppe, men at der også var dansk legestue hver måned, var det måske gået lidt lettere. (En rigtig god kilde til information, hvis man har små børn, er at spørge sin børnelæge. Børnene skal alligevel have alle de rigtige vaccinationer og være testet for tuberkulose for at få lov at komme i skole/børneinstitution. Og det er lidt sent først at finde en læge, hvis barnet er blevet sygt.)