At vide hvad man ikke ved,
er dog en slags alvidenhed.
Piet Hein
I indlæringsteori taler man om, at læring har fire faser:
- Ubevidst inkompetence
- Bevidst inkompetence
- Bevidst kompetence
- Ubevidst kompetence
Uden at hænge os yderligere i at inkompetence er et ret stærkt udtryk, lad os tage et eksempel: At lære at køre på cykel.
- Som lille barn tænker man slet ikke over, hvordan man kommer fra et sted til et andet. Man bliver altid båret. I en lang periode er man ubevidst om cykler, og at de kan være interessante for en.
- På et tidspunkt bliver man begavet med sådan et monstrum, og det er meget hurtigt konstateret, at man er totalt inkompetent til at holde balancen – for slet ikke at tale om at styre. Det er meget pinligt, og nogen gange gør det ligefrem ondt, fordi man er væltet.
- Når man har lært kunsten er man meget stolt. Man ved man kan. Men man skal stadig koncentrere sig for ikke at dreje styret når man ser sig over skulderen eller har en tung taske på ryggen.
- Endelig er man så god, at man slet ikke tænker over, hvordan man gør det her. Skulle man begynde at tænke, ville man sikkert blive lettere paralyseret og ikke komme nogen vegne.
Kurven viser hvordan ens selvfølelse har det under denne læring.
Som danskere er vi ubevidst kompetente i at være danske. Vi er så gode til det, at vi slet ikke tænker over, hvad vi egentligt gør – vi er i fase 4. Sådan var det ikke altid. Fra vi gik bort fra sutteflasken, har en stor gruppe mennesker ideligt indskærpet, at man ikke bøvser ved bordet, siger tak for julegaver, ikke peger på folk, ikke skal tro at man er noget særligt - og i det hele taget indoktrineret os i, hvad de syntes var vigtigt og uvigtigt, og hvad var ordentlig opførsel.
Vi er i vidt omfang kun i fase 1, når det gælder fremmede kulturers krav til opførsel. I dagligdagens Danmark gør det ikke så meget, for det er jo ikke viden, man normalt har behov for at trække på. Først efter ankomsten til sit nye land bliver man fuldt konfronteret med omfanget af ens inkompetence.
Ikke overraskende er vi ikke specielt begejstrede over at føle os inkompetente. I fase 2 af indlæringskurven er alle elever frustrerede, og det er uanset om man lærer integrale regning, at cykle, et nyt sprog – eller en ny omgangsform. Men når det lykkes at holde balancen bliver man lidt stolt, og derfra går selvfølelsen opad igen.
Psykologer har længe beskrevet en tilsvarende U-kurve blandt tilflyttere 1, 2. Ligesom indlæringskurven har den fire trin:
- Hvedebrødsdage
- Krise
- Genrejsning
- Tilpasning
Hvedebrødsdage: Først er man euforisk. Der er så meget at se på, solen skinner, folk er nysgerrige, der er ny, spændende mad. Det er lige som at være på ferie.
Krise: Gradvis mindskes selvtilliden, for al den kompetence man havde i sit hjemland, er undermineret. Man kan #^@ ikke engang finde en postkasse! Det er umuligt at købe en leverpostej. Færdselsreglerne er anderledes. Alle de forfærdelige ting man har set i fjernsynet, sker sikkert henne om hjørnet. Ens børn bliver nok kidnappet, og man selv bliver nok sagsøgt. Det er på dette tidspunkt, at familien vil hjem. Børnene har ingen legekammerater, de kan ikke lide maden.
Genrejsning: I takt med at mange af disse praktiske problemer løses, stiger selvtilliden igen 3.
Nu er der kun den underlige lokalbefolkning, hvis adfærd man ikke forstår. Nu er det et godt tidspunkt at overveje, hvorfor man har fået to ører men kun en mund. Lyt til hvad de lokale siger og gør. Brug Please og Thank you - og smil.
Spørg, hvis der er noget du ikke forstår. Hvis du kan blive forvirret over deres opførsel, hvad føler de så ikke om dig? Ved at spørge har man signaleret, at man er blevet overrasket, og samtidig at man har en interesse i de lokale forhold - hvem er ikke positivt indstillet over for nogen, der viser interesse?
Tilpasning: I takt med at man lærer den lokale omgangsform, kan man vælge i hvor høj grad, man vil tilpasse sig. Nogen gange vælger man at lade være med at ændre sig; nogen gange beholder man noget og ændrer andet. Se Kulturkløft eller Tilpasning?
Hvis du i en periode, efter du er ankommet til et nyt land, føler dig deprimeret, er det altså ikke dig, der er noget galt med. Og alene at vide det giver bedre muligheder for at komme videre. Langt de fleste andre expats har eller har haft det på samme måde, uanset at de måske ikke reklamerer med det. Der er hjælp at hente, hvis du beder om det.
Det rammer mindre hårdt, hvis man har noget at gå op i og har en eller anden form for socialt netværk. De der arbejder kan blive bekræftet i, at de idet mindste er kompetente til deres arbejde, og gennem interaktion med deres kolleger får de mange af deres sociale behov opfyldt. De føler normalt ikke samme frustration som medfølgende familiemedlemmer. Hvis du er medrejsende partner, og din arbejdende bedre halvdel har svært ved helt at forstå, hvordan du har det, er det nok ikke af ond vilje.