Lad os se på en model for kommunikation som har været i brug længe, The Johari Window. Den blev introduceret i 1955, så det er muligt du allerede kender den.
Ifølge modellen kan hele "dig" beskrives som en kasse. Du ved en masse om dig selv: Hvornår og hvor du var født, din skostørrelse, dit foretrukne cola mærke, hvem du var forelsket i i 7. klasse...
Men der er også ting, du ikke ved om dig selv. Jeg er ret sikker på, at du ikke ved, præcist hvordan du ser ud bagfra. Måske er du ikke fuldt bekendt med, at du, når du er stresset, klikker med din kuglepen, så alle dine kolleger er ved at blive vanvittige. Så vi kan dele "dig" op i, hvad du ved, og hvad du ikke ved om dig selv.
Selv om jeg havde kendt dig i 20 år, ville jeg nok ikke vide, hvem du var lun på i 7. klasse, så "dig" kan også deles op i hvad jeg/andre ved, og hvad vi ikke ved om dig.
Se på figuren. Kassen symboliserer hele "dig". Hvad du selv ved om dig (den venstre halvdel af "vinduet") er delt op i, hvad du er åben om (øverst venstre) og hvad du ubevidst eller måske bevidst af en eller anden grund holder skjult (nederst venstre).
Der kan være udmærkede grunde til at holde nogle kort lidt tæt til kroppen. I Danmark, hvor vores fødselsdato er en del af vores CPR-nummer, er vi vant til, at alder ikke er en hemmelighed. I andre lande, f.eks. USA, er alder ikke noget man reklamerer med. (Det er ikke tilladt at annoncere efter folk i en bestemt aldersgruppe, ligesom man som arbejdsgiver ikke må spørge en ansøger om hans/hendes alder, for det skal ikke være muligt at diskriminere mod kvalificerede ansøgere med mere end gennemsnitlig erfaring. Disse regler er der selvfølgelig for at modvirke "ageism", og af samme grund taler man normalt ikke højt om folks fødselsdato.)
Nogle ting kan være skjulte, ikke fordi de er problematiske, men fordi der ikke har været en anledning til at tale om dem. Men folk, der ikke ved meget om dig, vil danne sig deres egne forestillinger, baseret deres tidligere erfaringer med andre der ser ud som dig, taler som dig, har et tilsvarende job, er i din aldersgruppe. De har ikke nødvendigvis et eksplicit ønske om at sætte dig i bås, de har bare ikke så mange andre måder at gætte sig til, hvad du indeholder, hvis ikke du selv giver dem noget at arbejde med. Hvis noget af det, du ikke har talt om, har indflydelse på, hvordan du opfører dig, reagerer eller udtrykker dig, kan det være svært for andre mennesker at kommunikere med dig, for de kan uværgeligt komme til at "trykke på de forkerte knapper" og har måske svært ved at forstå, hvordan du tænker.
Højre side af "vinduet" symboliserer alle de ting, du ikke ved om dig selv. Nogle er kendt af dem, der kender dig, familie, venner og kolleger. Det er de såkaldte "blinde punkter" (øverst højre). Du kan lære mere om dem ved at spørge efter feedback. Exempel: Jeg spørger ofte efter feedback, om den måde jeg bruger det engelske sprog for ikke uafvidende at gå rundt og fornærme mine omgivelse ved at bruge en vending forkert. (Og du er også velkommen til at give feedback til min website.)
Nogen gange får man feedback uden at spørge efter det, når man ikke er klar til at høre efter, eller det kan være kritik serveret på en så ubehagelig måde, at man ikke kan tage den til sig. Uanset hvor velment kritikken måtte være, har vi svært ved at bearbejde den, hvis vi føler os under angreb. Vi får også en masse feedback i folks kropssprog; de løftede øjenbryn, de krydsede arme, de smilende gensynsomfavnelser. De fleste af os er ubevidste eksperter i kropsprog. Men hvilken opførsel, der medfører hvilke tilbagemeldinger, direkte eller indirekte, positive eller negative, afhænger af, hvor på kloden vi befinder os.
Endelig er der det ukendte område (nederst højre), ting som hverken du eller dine omgivelser er bevidste om. Nogle af disse "ting" er typiske emner for psykoanalyse. C.F. Jung, en af fadderne til moderne psykologi, talte om vores skygge, de dele af vores personlighed vi fornægter. Sigmund Freud talte om, at noget bliver presset ned i det underbevidste af vores "id", vores over-jeg, fordi vi ikke er i stand til at håndtere disse emner. Uanset hvad vi kalder dem, har vi alle sider af vores personlighed, som vi ikke har helt styr på, og netop fordi vi ikke kender dem godt, har de det med ind imellem at ramme os i nakken.
Hvilken forbindelse har det med kommunikation? Når kommunikation virker, opbygger den gensidig tillid. Men jo mere jeg "trykker på dine knapper", jo mindre tillid vil du have til mig. Jo mere tillid du har til mig, jo mere vil du sandsynligvis fortælle mig om dig selv, og dermed bliver der mindre risiko for, at jeg kommer til at "trykke på dine knapper". Med denne Catch 22 i baghovedet, hvordan kommunikerer vi, så vi opbygger tillid i stedet for at nedbryde den?
En nøgle er ikke at have alt for mange forudfattede antagelser. I foregående sætning brugte jeg Catch 22 til at illustrere en af de fejltagelser, mange af os gør. Når vi bruger ord, der er specielle for vores profession eller referencer specifikke for vort lands historie - eller i dette tilfælde amerikansk literatur - ignorerer vi, at modparten i diskussionen måske ikke er helt så velbevandret i vores fag, sprog eller kultur. Vi antager ofte, at det, vi selv ved, er almenviden. Det er det ikke. Hvis det var tilfældet, ville denne website ikke eksistere.
Bor man i et fremmed land, er der endnu flere udfordringer for begge parter, når man kommunikerer med de lokale. Hvis den ene part ikke taler sproget flydende, kan ord blive brugt forkert eller misforstået. Selv når en fremmed er fuldt velbevandret i sproget, kan enkelte ord være belagt med specielle undertoner. En "veninde" på dansk behøver ikke være en "girlfriend" på engelsk; en girlfriend er en kæreste af hunkøn, og der er ikke nogen hunkønsversion af en almindelig "friend". Partiet Venstre kalder sig "Danmarks liberale parti", men for en amerikaner er det engelske "liberal" bedre oversat med frisindet (eller holdningsløs, afhængig af hvor i det politiske spektrum amerikaneren befinder sig) og sloganet ville være mere præcist oversat med ordet "libertarian". At det på grund af den førte politik også er totalt misvisende at bruge "libertarian" om Venstre, understreger så meget mere, at nogen ting er meget svære at oversætte.
Men der er også andre fælder ud over de sproglige, for kulturel baggrund styrer også forventninger til opførsel. Hvad betyder det egentlig, hvis man bliver inviteret til at "komme forbi, hvis man er i nærheden"? Er det en høflighedsfrase eller en invitation? Når nogen er mere åben og overstrømmende end man er vant til, betyder det så, at man er venner, eller er det bare den måde der kommunikeres på? Og omvendt, er modparten tilbageholdende på grund af noget jeg gjorde, fordi han er genert, fordi det er normen på disse kanter? Betyder ja "ja", eller "måske", "nej, ikke på disse vilkår", eller noget helt andet? Det er ikke uden grund at amerikanere anvender udtrykkene "I see, where you are coming from" eller "Where are you coming from?", når de kan eller ikke kan følge ens tankegang.
Vi har som regel ikke megen ide om, i hvor høj grad vores kulturelle baggrund er en del af det "skjulte område" for ikke-landsmænd. (Og hvis hverken dem vi kommunikerer med, eller vi selv er opmærksomme på kulturforskellene, kan vores kulturelle forventninger sågar være en del af vores "ukendte område".) Når vi er i kontakt med folk fra fremmede kulturer, støder vi nogen gange på opførsel, holdninger og prioriteringer, som er i dyb konflikt med, hvordan vi selv synes tingene skal være. Og nogen gange reagerer vi uden at sondere imellem, om denne person er personligt fornærmende, eller om han eller hun bare har gjort noget, der er helt normalt for folk fra den pågældende kulturkreds. Men vi kan ikke antage, at folk kender vores værdisæt. Vi er nødt til at være lidt mere eksplicitte - og fleksible - om. hvordan vi gerne vil behandles, og acceptere ideen om, at modparten muligvis også gerne vil behandles anderledes, end hvad er vores norm.
En anden antagelse er, at vi tror vi forstår, hvad modparten prøver at opnå, og vi tillægger den anden person motiver for ord og handlinger. Det er helt normalt at have en forestilling om, hvordan verden fungerer. Vi har alle en grundlæggende ide, om hvorvidt verden er et trygt eller fjendtligt sted; om man normalt kan have tillid til folk eller ej. Vi vurderer folk efter vore stereotyper om, hvordan mænd, kvinder, hundeejere, teenagers, læger, mekanikere, jurister,.. normalt er. Når vi oplever noget, bliver det vurderet i lyset af disse hjemmestrikkede teorier. Hvis det, vi oplever, er overraskende, biver det vredet rundt, indtil det passer med vores verdensopfattelse, uden at vi altid overvejer, om konklusionen er rimelig. Tror du virkelig, at lægen er ude på at jorde dig, når hun taler lægesprog? OK, jeg var lidt i tvivl med hende, der måtte fremhæve, at hun havde læst på Harvard og aldrig lavede fejl, men normalt bliver patienterne mere raske, når de kan forstå lægens instruktioner, så det er tilladt at bede hende gentage instruktionerne i en patientvenlig form. Og ellers finde en anden læge.
Vi er vagtsomme af natur, og endnu mere vagtsomme, når der er meget nyt omkring os. Desværre skaber det en tendens til, at ting der kan vrides i en negativ retning også bliver det. Så en neutral bemærkning bliver lettere opfattet som en kritik end som en kompliment, og vi tager afstand eller reagerer negativt i stedet for at bede om en uddybende forklaring. Indra Noori's råd om at "antage at folk mener det godt" kan ikke gentages for ofte.
I stedet for udlukkende at reagere på grundlag af vore antagelser kan vi bede om feedback. "Giver det mening? Jeg ved at jeg nogen gange udtrykker mig selv kluntet." Hvis vi selv har påpeget, at vi ønsker tilbagemelding på vores brug af et fremmedsprog, giver det ikke bare modparten lov til at rette os, hvorved vi kan blive bedre; det giver også en besked om, at vi - uanset hvor uheldigt vi måtte opføre eller udtrykke os - er venligtsindede men behøver hjælp. Modparten vil nok ikke være helt så hurtig til at antage, at et forkert udtryk eller en afvigelse fra normen for god opførsel er et forsøg på at fornærme nogen. Og vi har givet os selv lidt mere frihed til at bede om uddybende forklaringer, hvor modpartens opførsel eller udtryk ellers kunne fornærme os selv. (Vi har også indirekte givet en besked om, at vores referenceramme nok afviger fra modpartens, men om dette giver anledning til videre overvejelser, afhænger bl.a. af modpartens tidligere erfaringer med udlændinge.)
Har vi givet modparten mulighed for at såre os, når vi er mere åbne? Ja, der er risici forbundet med at give mere information, og vi skal altid afveje risiciene mod, hvad vi kan få ud af en mere åben dialog. Det er dog min erfaring, at fordelene ved mere autentisk kommunikation langt opvejer risikoen ved at give mere og relevant information - og nogle gange på helt andre måder end vi forventer. På en eller anden måde er der styrke forbundet med at turde vise sårbarhed; vi behøver ikke at bruge helt så megen energi på at holde en facade. Og der er nok andet at bruge energi på i kulturelt udfordrende situationer.
Når vi er tillidsfulde bliver det "åbne område" i "vinduet" større og de andre områder bliver mindre. Man bliver mere villig til at fortælle om sig selv og til at lytte til feedback, hvis man selv har bedt om den. Når feedback bliver givet i en åben atmosfære, er den typisk bedre formuleret og mindre aggressiv, end den feedback man får, når nogen er blevet stødt. Under disse forhold sker det endda, at ting kan komme ud af det "ukendte område". Hvis andre fortæller om noget, de har oplevet, og om hvordan de har reageret på disse oplevelser, kan det flytte lidt på vore forestillinger om verden. Egne oplevelser, som tidligere er blevet gemt væk, kan forstås som mindre truende eller forvirrende i lyset af hvad vi har hørt, og vi er nu i stand til at bearbejde dem.
Det lyder alt sammen meget charmerende og "New Age", men det er meget hårdt arbejde at nå dertil. Når Stanford Universtetet udbyder Autentisk Kommunikation til deres MBA studerende, er disse klasser blandt de første til at blive overtegnede. Vi kunne nok alle have brug for dem.