Uanset om man bevidst prøver at integrere sig, overtager man ofte nogle af værtslandets normer. Normer kan blive påvirket af ens opførsel, og da man skal eksistere inden for de rammer, samfundet fungerer inden for, adopterer man ofte de lokale måder at gøre tingene på. Det kan være at man er inkarneret bruger af offentlig transport hjemme, men hvis der nu ikke er tog og busser, bliver man afhængig af en bil. Opholder man sig længe nok i et andet land, kan man ubevidst og gradvist blive så assimileret, at man får lige så stort et kulturchok, hvis man flytter tilbage til fædrelandet.
For de fleste udstationerede skal jo på et tidspunkt hjem igen. Erfaring har vist, at den største gruppe af de omkring 20.000 danskere der drager udenlands hvert år kun er væk ét år, omkring halvdelen er kommet tilbage når to år er gået, 80% er kommet tilbage inden for 10 år - og vi andre er her endnu.
Mange der vender hjem fra udlandet får at vide, at de er ”for meget”. Det vil sige, nogen får det ikke at vide, de ser bare deres venner holde en vis distance. Hvem der forblev venner efter hjemkomsten, var ikke nødvendigvis dem, de ville have gættet på inden udrejsen. Der fremgår ikke rigtigt, hvad det er de er for meget af, men beskeden er den samme, uanset hvor de har været, og uanset hvilket land de vender hjem til.
Mit indtryk er, at man kan være ”for meget”, hvis man smiler mere end gennemsnittet. Amerikanere smiler for eksempel meget, også til fremmede. De siger ”strangers are friends you don’t know yet”, fremmede er venner, man endnu ikke har lært at kende; europæere siger ”stranger – danger”, fremmede kan skade dig. Og begge dele kan jo være rigtigt, men i et fremmed land kan man ikke overleve, hverken som menneske eller rent praktisk, hvis man ikke prøver at overkomme sin fremmedfrygt, for alle er fremmede, som regel også de andre udplantede danskere. At man så bliver mere åben end ens landsmænd derhjemme, kan være en utilsigtet konsekvens. Så man kan være ”for meget”, hvis man snakker med personen bagved i supermarkedskøen – det gør man normalt hverken i Vancouver eller Vedbæk.
Man kan være "for meget", fordi ens danske er tillagt mere intonation, end det ret flade sprog der normalt går for at være dansk. Mange sprog har meget mere anvendelse af at gå op eller ned i tonefaldet afhængigt af, hvad man ønsker at udtrykke, og taler man dansk sådan, virker det lettere affekteret.
Man kan også være "for meget", hvis man er rigtig entusiastisk, om det man er engageret i, uanset hvad det er. Europæere er mere kølig distance og ”stiff upper lip”. Skandinaverne er desuden berømte for at være meget private. En af anekdoterne, man kan få serveret i USA, er om landmanden fra Minnesota, som elskede sin kone så meget, at han næsten fortalte hende det. Amerikanerne udtrykker sig mere følelsesladet. De er ikke bange for at sige ”I love you” til deres venner, hvor danskere knap kan få sig selv til at sige ”jeg elsker dig” til andre end deres kæreste. Man kan fristes til at overveje, om de to udtryk kan oversættes direkte, og hvis ikke, hvad man kan sætte i stedet? Vi bruger udtrykket ”jeg er glad for dig”, men er det ikke lidt trist, at man ikke bare kan sige direkte til folk, hvis man elsker dem, uden at virke mærkelig?
Alle vil gerne høre om ens oplevelser i det fremmede, men de er vagtsomme. Beskrivelser af hvor dejligt det var, at man kunne XYZ, opfattes ofte som beklagelse over, at XYZ ikke er normen i hjemlandet. Det virker meget bedre at glæde sig over, at nu kan man igen ABC, det har man virkelig savnet i det fremmede. Og hvis man kommer tilbage med ideer, noget der har været rigtigt godt, og som muligvis kunne kopieres med held i ens hjemland, skal man ikke helst ikke dele det for entusiastisk med nogen. Det er lidt lige som at prøve at overtale amerikanerne til at overgå til metersystemet med omvendt fortegn - Not invented here!
Det kan altså være lidt af en nedtur at vende hjem til fædrelandet. Hvor man taler om the U-curve (se Hvordan lærer man noget nyt?) til at beskrive, hvordan immigranter har det i deres nye land, beskriver man med betegnelsen the W-curve, at en ny nedtur efter hjemkomsten er så normal, at psykologer som sagt har givet fænomenet et navn, og finder det værd at forske i. Det siger nok sig selv, at denne konflikt kan være endnu sværere at håndtere end et kultursammenstød i et fremmed land. På et eller andet niveau opfatter man sit hjemland som en sikker havn, og så viser det sig måske, at den ikke var helt så sikker, som man troede. I denne situation er der godt at vide, at et W også ender med at stregen går opefter igen.
En følelse af at være lidt til overs ses ofte blandt professionelle, der vender hjem til den virksomhed, der udsendte dem. Mange virksomheder har ikke gjort sig synderlige overvejelser om, hvordan de vil anvende de hjemvendte medarbejdere - samt ikke mindst, at disse har fået nogle tværkulturelle kompetencer, som virksomheden kunne have ekstra fornøjelse af.
Man udsender rask væk medarbejdere, fordi de har nogle kundskaber, der kan være hensigtsmæssige i f.eks. et datterselskab, men medens de er i udlandet, falder de let ud af deres chefers synsfelt. Når de kommer tilbage, er de ikke fuldt på højde med, hvad der er foregået i moderselskabet, medens de har været væk; de føler sig udenfor, og der er ikke en procedure til at få dem til at føle sig velkomne. Tværtimod, de skal helst heller ikke komme med for mange ideer.
De kan også være blevet vant til at træffe beslutninger selv, fordi der er færre til at blande sig i et datterselskab, eller fordi de som repræsentant for hovedkontoret har haft lidt mere autoritet. Så kan det være svært at vænne sig til bureaukratiet og til at være blandt lige eller overmænd, når man kommer hjem igen.
Fra virksomhedens synspunkt kan det være nærliggende at sende medarbejderen på en ny mission, evt. et andet sted hen, for nu er han/hun så god til det med fremmede kulturer, men det koster nogen gange en god medarbejder. For medarbejderen er alternativet nemlig nogen gange, at det vil koste familien, som ikke vil på farten igen. Det er man ikke så meget for at fortælle i virksomheden, for man tror, at man så vil blive opfattet som uinteresseret i sin karriere, og så er det lettere at sige op.
Opsigelseshyppigheden blandt hjemvendte medarbejdere er således langt højere end for medarbejdere generelt, men der skal forbavsende lidt til, før det ikke behøver at være tilfældet. Planlæg hjemkomsten i god tid, så der rent faktisk er et job med kød på, til den hjemvendte medarbejder. Benyt, at medarbejderen har personlige relationer til udenlandske medarbejdere, at han/hun kender det lokale marked bedre. Sørg for en ordentlig debriefing, det er ikke noget man kun gør en gang, og giv nogen ansvaret for at kollegaen har nogen at spise frokost med og at han/hun lærer de medarbejdere at kende, som er blevet ansat medens han/hun var udsendt. Det giver et ret stærkt negativt signal, hvis man ikke engang bliver bedt med til frokost.
Det giver endnu en god grund til at forberede sig grundigt, inden man lader sig udstationere. Man skal sørge for at have en ordentlig aftale om, hvad der skal ske når man kommer hjem, og hvilke muligheder man skal have for at forlænge eller forkorte sit ophold i udlandet, hvis familien er eller ikke er faldet godt til.
Det er let at "skyde skylden" på firmaet, chefen eller kollegerne, men meget af det ekstra stress man føler efter hjemkomsten, kan lige så god være en effekt af det omvendte kultur chok.
Endelig skal man, specielt hvis man har været væk i mere end et par år, huske på, at man vender ikke tilbage til det samme, som man forlod. For tingene har jo også bevæget sig lidt i fædrelandet, medens man var væk, og man kan blive opfattet som lidt af en særling, når man taler sproget flydende (men måske gammeldags) og samtidig ikke har nogen anelse om, hvad de nyeste danske film handler om, eller hvad der ellers har rørt sig, som folk har kunne hidse sig op over.
En metode til at mindske hjemkomstproblemer er at holde kontakten ved lige med dem derhjemme og læse danske aviser på nettet. Skriv, Facebook, email, selv breve... Hvis du og din familie er flyttet til udlandet i en periode, hvor mange procent af jeres venners omgangskreds udgør I så, i forhold til hvor stor en procentdel af jeres omgangskreds, I har forladt? 5%...??? Ligesom man falder af chefens radar efter en periode, overlever de fleste af dem derhjemme let, at I ikke er der til daglig. For de er sammen med de 95% andre familie, venner og bekendte. Men I skal starte helt forfra. Ikke bare én gang, medens I er i udlandet, men én gang til, hvis I er blevet fuldstændig fremmede for de danske venner i mellemtiden. Selvfølgelig kan man ringe sammen – med video og ganske gratis på Skype og Facetime – men hvor mange ud over de allernærmeste taler man ofte i telefon med? Hvis man bor i Californien - eller Australien eller Kina - er der på grund af tidsforskellen kun et meget kort vindue i dagens løb, hvor både de og I har mulighed for at tale sammen i telefonen. Muligvis har de andet for lørdag aften end at tale i telefon med jer, nu hvor I begge endelig har fri og tid – og er vågne - på det rigtige tidspunkt.
En anden god grund til at skrive er, at det har en meget positiv effekt, sprogligt at forholde sig til det man oplever, specielt hvis det man oplever er stressende. Et gammelt ordsprog siger, at hvis man kalder trolden ved navn, mister han sin magt. Når man flytter oplevelserne fra den del af hjernen, der håndterer følelserne til den mere rationelt tænkende del og rent bogstaveligt sætter ord på sine tanker, giver det i sig selv en effekt. Hvor mange gange har man ikke tumlet med et problem, som man finder et svar på, så snart man har spurgt nogen om hjælp, og derfor har haft brug for at sætte ord på problemet? Modparten har ikke sagt et ord, men – heureka – man fandt løsningen som ved et mirakel. Det er den samme terapeutiske effekt af at verbalisere sine frustrationer, man udnytter i psykoanalyse, hvor de indsigter, patienten selv finder frem til, er meget mere effektive end alle psykologers gode råd. Så skriv, ikke nødvendigvis eller kun om frustrationerne, men om alle de mærkelige oplevelser der er anderledes, sjove og overraskende, så sættes forvirringen lidt i perspektiv. Og man har heldigvis mulighed for at redigere (eller ombestemme sig for om man vil dele overhovedet) inden man trykker på send-knappen.