Man tænker normalt ikke over, hvad ens kultur går ud på, indtil man ikke er i midt i den længere. Derfor tænker man ikke på, om man normalt giver hånd, knus, eller bare er på nik, om man formulerer sig i aktiv eller passiv form, hvilken form for humor man anvender, eller hvorfor man indretter sig, som man gør. Alle disse og uendeligt mange flere store og små bitte forskelle kommer frem, når man ikke kan tage vanerne for givet. Flere modeller for opførsel i en situation gør det lidt anstrengende, for så skal man vælge, hvilken model man vil anvende. Om man vil ”skik følge eller land fly”, eller om man holder fast i, hvad man er vokset op med.
Inden for psykologien taler man om, at der er fire forskellige udfald af dette kultur sammenstød.
Den første mulighed, den mange immigranter fulgte i foregående generationer, er at man giver slip på sin gamle kultur, og omfavner den nye. Nu er vi amerikanere, vore børn skal lære engelsk og ikke det gamle sprog. Da ingen kan udtale vores navn, må vi acceptere at få et nyt. (I et eller andet omfang har man sikkert også ligget under for et betydeligt pres om at lade sig assimilere.) 1
Man kan kalde det -/+ modellen, ud med det gamle og ind med det nye. Frihedsgudinden i New York bærer inskriptionen, der begynder ”Bring mig Jeres trætte, Jeres fattige …”. Hvis den gamle ”kultur” havde omfattet pogromer eller sult og armod, var der måske heller ikke så stort ønske om at hænge ved den? Generelt må man sige, at ideen om ikke at lade sine fremtidige muligheder være dikteret af ens fortid stadig er en væsentlig del af den amerikanske psyke.
Den modsatte situation, +/- , er at man bliver endnu mere bevidst om og hængende ved sin gamle kultur. Denne model er i almindelighed udbredt blandt folk, som håber eller ved de skal tilbage efter et forholdsvis kort ophold. Man bibeholder sin egen kultur og interagerer med nogen undren med værtslandets beboere.
I sin yderste konsekvens isolerer man sig og synes, alt hvad det nye land har at byde på er noget møg. Dette udfald kan skyldes, at man føler sig truet på sin identitet. Ens værdier er så integreret en del af, hvem man er, og hvis de lokale normer konfronterer en på meget centrale værdier, sætter man hælene i. Man taler om en halo-effekt: Fordi centrale værdier er truet, bliver man uimodtagelig over for at ville ændre sig på nogen som helst områder, også selv om disse ikke i sig selv giver anledning til kontroverser. Selv på områder, hvor man ikke har nogen parallel erfaring hjemmefra, er udgangspunktet at være Rasmus Modsat. Det minder lidt om, hvordan teenagere træffer deres beslutninger: ”Vi skal i hvert fald ikke gøre, som de gamle vil”, uden nogen som helst stillingtagen til, hvorvidt det nu giver mening eller ej.
Det er nok unødvendigt at pointere, at det hverken leder til et særligt godt udlandsophold eller gør en populær, hvis man er nød til at have med værtslandets lokale beboere at gøre. I dette tilfælde må man håbe, at tolerance og medfølelse er centrale værdier i værtskulturen.
En endnu mere tragisk model er, at man mister sin oprindelige kultur, men heller ikke er tiltrukket af den nye, den såkaldte -/- situation. Den opleves nogen gange af folk, som rejser ud og senere flytter tilbage til deres fædreland. Nu føler de sig ikke hjemme nogen af stederne. Amerikanerne er så barnlige og overfladiske – Danmark er en andedam… Dette udfald ses oftest, hvor man ikke er forberedt på kultur sammenstød og derfor ikke er opmærksom på, at man umærkeligt ændrer sig.
Endelig er der +/+ udfaldet, hvor man kan glæde sig over, det er er godt i begge kulturer. Man er hjemme begge steder. Der er flere variationer i denne kategori. Den ene mulighed er at lave sin egen blandingskultur, som indeholder de elementer fra både hjem og værtsland, der passer bedst med ens værdier, den anden at lave en blandingskultur som ikke er rigtigt hverken det ene eller det andet, eller endeligt at skifte mellem de to kulturer som det nu passer i situationen.
I nogen lande er der områder med langt flere tilrejsende end lokale indbyggere, eller der er en anden etnisk subkultur. I disse områder kan der være helt andre normer end i landet som helhed. Her skal man altså vænne sig til ikke en men mindst to nye sæt regler for omgang.
For at overleve har mange af de professionelle udstationerede inden for militær og diplomati, som typisk kun er få år hvert sted, som ofte bor i specielle enklaver, og som har mange udstationeringer i forskellige lande, et kulturfællesskab med andre udstationerede i samme situation.
For såvel studerende som for os der bor blandt ”almindelige indfødte” ses samme tendens til at være tiltrukket af folk, der har været gennem lignende oplevelser – andre udvekslingsstudenter, andre immigranter eller lokale der selv har boet i længere tid i et fremmed land. De sidste kan være særlig gode at kende, for de forstår værtskulturen på en anden måde, end lokale der ikke har oplevet kultur chok og derfor ikke har haft helt så megen grund til at tænke over, hvilke værdier de egentlig selv har.