Venner og selskabelighed

Location: 
Silicon Valley
Topic: 
Venner og besøgende

Hvis man en sommerdag inviterer folk til middag i haven eller til picnic i parken, kan man være ret sikker på, at det ikke vil blive regnvejr. Faktisk kan man være så sikker, at megen selskabelighed er lagt an på, at udendørs arrangementer kan gennemføres. I Danmark ville vi normalt ikke drømme om at invitere 20 mennesker på en gang. Hvor skulle vi gøre af dem, hvis det blev regnvejr? Her beder man bare nogen om at tage et par klapstole med, hvis antallet af gæster løber lidt i vejret. Og da alle spørger, om de skal have noget med, kan man let få nogen til at tage et par flutes med, nogen kommer med en stor skål salat, nogen tager rødvin med og nogen en dessert, og så er der jo ikke nogen kunst at være mange. Eller alle tager selv det kød med, de gerne vil stege på grillen, og derudover a sidedish to share, tilbehør til at dele, og drikkevarer. På den måde kan man hurtigt arrangere en hel vejfest.

Ud over hvad men selv arrangerer, er der mange steder enten skole eller block parties. Vi har typisk 2-3 arrangementer i nabolaget hvert år. Nogen holder en grill aften når skolen er startet, hvor der er racerløb for løbehjul for de mindste og udveksling af det nyeste bysladder for de voksne. Vi har en email gruppe, hvor f.eks. det lokale politi jævnligt sender en opdatering, om hvad der er sket af indbrud og lignende i byen, og beder folk om at låse dørene og lukke garagerne. (Er det ikke dejligt, at det fortsat er steder på kloden, hvor folk ikke automatisk barrikaderer sig bag alarmer og voldgrave? Det minder ikke ret meget om fjernsynsunderholdningen, vel?) En gang om året tager den lokale politistyrke en tur rundt i byen og besøger deres beboergrupper. Så man får sat ansigt på ordensmagten, og de unge mennesker lærer, at betjentene normalt ikke bider. Vi havde arrangeret dessert, kaffe og vin på den lokale vendeplads, og det var så populært, at vi på et tidspunkt havde betjente fra 10 politibiler, to motorcykler og en hund til stede. Hvem der passede på byen den aften er fortsat lidt uvist.

Selvfølgelig kan man godt skaffe sig arbejde på halsen, hvis man insisterer. Jeg har holdt julekomsammen, hvor jeg har bagt æbleskiver og småkager i dagevis i forvejen, og et halvt hundrede mennesker dukkede op. Glögg blev lavet i en 8 liters gryde, med det er nu mest de skandinaviske gæster der er til varm rødvin. Amerikanerne på disse kanter er normalt rimeligt ædruelige, og mange foretrækker iste, sodavand og store mængder kaffe. Når de undrer sig over, hvorfor danske småkager smager så godt, er det meget let at dele hemmeligheden. Hvis man bruger smør, sukker, vanilje, mandler og mel smager det bedre, end hvis man køber en færdiglavet, langtidsholdbar, nedfrossen dej i supermarkedet – eller eventuelt anskaffet gennem en af skolernes mange fundraisers.

Inviterer man folk, er det helt OK at forhøre om der er dietary restrictions, fødevarer man skal gå uden om. For det første er her mange vegetarer (specielt blandt indere, og spiser de kød, gælder det normalt ikke okse eller kalvekød). Mange andre spiser ikke svinekød, men man kan ikke nødvendigvis gætte sig til hvem, og flertallet af vore mosaiske bekendte har ikke problemer med svinekød. Generelt er man dog mest sikker med fisk, fjerkræ og lam. Meget selskabelighed indeholder derfor mange mindre retter og tag-selv bord, og også i firmasammenhæng bliver man oftest spurgt, hvad man vil have fra en udvalgt menu. Ligeledes er der mange med fødevareallergier. Peanut allergi er ret udbredt, fordi amerikanere er vokset op på peanut butter and jam (PB&J) sandwichs. Men ingen bliver fornærmede over at blive spurgt, og udtrykket dietary restrictions er passende neutralt.

Med mindre man udtrykkeligt har gjort opmærksom på, at middagen serveres kl. XX, skal man ikke regne med at gæsterne kommer til tiden. Til gengæld går de normalt tidligt hjem. Det er endnu en god grund til at have mange små retter på et tag selv bord, for så gør det ikke så meget, om nogen kommer dryssende sent eller er nødt til at forlade selskabet i utide. Tilsvarende kan man ikke være sikker på, om folk der har svaret, at de kommer, faktisk dukker op – og det er kilde til lige så stor irritation for amerikanske værtsfolk som for os andre.

Uanset at det generer de færreste europæere, at amerikanerne har andre måder at bruge kniv og gaffel på, end vi er vant til, kan sådan en lille detalje give lidt friktion. Normen herovre er at skære al maden på ens tallerken i mundrette bider, hvorefter kniven lægges væk, og gaflen tages over i højre hånd. Men amerikanerne er meget bevidste om, at sådan gør man ikke i Europa, og mange har mindreværdskomplekser over, at de ikke har lært ”at gøre det rigtigt”. Når ens mindreårige børn uproblematisk håndterer bestikket ”korrekt”, er det endnu værre (omend det kan gøre dem til vældig populære gæster på restauranter). Jeg ved ikke rigtigt, hvordan man løser denne gordiske knude, for at bruge kniv og gaffel er jo igen ikke noget, man normalt er ret bevidst om, hvordan man gør, medens man gør det, men åbenbart meget iøjnefaldende, hvis man gør det anderledes. Mine børn har fundet det mest diplomatisk at lære begge dele, så de spiser på amerikansk, når de er hjemme hos deres venner – og min søn er af sine asiatiske venner blevet udnævnt til æres-asiat, fordi han kan gå rundt sammen med dem i skolegården og spise med pinde samtidig.

Til kniv og gaffel departementet hører også, at man ofte beholder bestikket på restauranter, i det mindste kniven, så når man automatisk lader bestikket ligge på forretstallerkenen, har man ofte behov for at gøre tjeneren opmærksom på, at man mangler en kniv, når hovedretten kommer.

Nu har jeg fået det at lyde, som om vi holder fest hele tiden. Det er ikke tilfældet. Min pointe er, at selskabelighed også er anderledes. For det første har man jo ikke andet end sin allernærmeste familie lige omkring. Der er hverken bedsteforældre, søskende, fætre og kusiner, studiekammerater, eller hvem der nu udgjorde kernen i ens danske vennekreds. Så man skal være aktiv for at bygge en ny omgangskreds op.

For det andet har man ikke så ofte et par venner hjemme til en lørdagsmiddag. Hvis man ikke bliver inviteret hjem af amerikanere, ligger der derfor ikke noget personligt i det. Meget selskabelighed foregår ved at man går på restaurant sammen, og det er i øvrigt ikke specielt amerikansk.

Det er gennemgående lidt billigere at gå på restaurant her end i Danmark, specielt er drikkevarer billigere. Og det er meget billigere, hvis man indregner, at portionerne mange steder er enorme. Man skal endelig ikke lære sine børn ”spis op, ellers er der ingen dessert.” Man kan derimod lære dem, at hvis man har været på restaurant, er der sikkert en god lille ret, der kan blive til frokost dagen efter, når man har taget den med hjem i en doggy bag. Måske lige med undtagelse af en teenager af hankøn, bør ingen tilstræbe at tømme tallerkenen, og det er helt i orden at man f.eks. deler en forret eller beder om en dessert og fire skeer. Mange steder er der en børnemenu, og ellers deler køkkenet gerne maden på to tallerkener.

Drikkepenge ikke er inkluderet i regningen, med mindre selskabet er på mange mennesker, typisk 6 eller derover. Det er kutyme at tillægge 15-20%, i Californien er det et beløb ca. svarende til det dobbelte af sales tax. Man lægger mindre, hvis man ønsker at signalere, at betjeningen ikke var tilfredsstillende. Hvis man slet ikke lægger noget, har man signaleret, at man er en uvidende turist, så hvis man virkelig er utilfreds lægger man et symbolsk beløb. Det er dog meget usædvanligt at servicen er dårlig. (Det er i øvrigt også kutyme, at give drikkepenge til andre leverandører af serviceydelser, frisøren, flyttefolk, bilvaskerne, håndværkere, med mindre det er mester selv, man handler med, ligesom avisbuddet, skraldemanden og andre, der tilbagevendende gør hverdagen lidt lettere for en, sætter pris på en julegave.)

Kontanter er ikke fuldstændig overflødige, selv om drikkepenge også kan gives på sædvanlig vis ved at skrive ekstra på, når man signerer kreditkort slippen. Der er i øvrigt ikke sikkerhedschips i kreditkortene, og i forretningerne kan man vælge om man bruger et bankkort – et debet kort med PIN kode og trækning på kontoen med det samme, eller et rigtigt kreditkort, hvor man ikke har PIN kode men skriver under. På restauranter ser man aldrig de bærbare kreditkortterminaler, der efterhånden er standard i Danmark.

Er man blevet inviteret på restaurant, er det velset at tilbyde at dele regningen. Værten kan altid sige nej, men så forventes det, at man betaler næste gang. At sidde og dissekere regningen linje for linje for at dele helt præcist er heller ikke god tone. Kun hvis man har udgjort betydelig mere end halvdelen af selskabet vil man overveje at splitte per hoved i stedet for midt over. Men man kan selvfølgelig også gengælde ved at invitere til middag i ens hjem, og inviterer man samtidig nogen, som kan være gode at introducere gæsterne for, har man gjort sig fortjent til endnu flere points i regnskabet.

Det at invitere nogen til middag i sit hjem er ret eksklusivt i de fleste lande; det er faktisk danskerne med vores evindelige hygge, der er de mærkelige i international sammenhæng, så det bliver generelt positivt modtaget - som lidt af et ridderslag. Inviterer amerikanere folk hjem, er det ofte til et større, udendørs hurlumhej. (Så kan man få dækket mange af sine selskabelige forpligtelser og returmiddage på en gang.) Det med at sidde stille og roligt og diskutere politik over et par bøffer er slet ikke normalt. Det kunne jo vise sig, at man var uenige om et eller andet, og så er det venskab ødelagt.

Bortset fra bryllupper (og prom-parties for studerende) er påklædningen gennemgående meget afslappet i Nord-Californien. Man kan sagtens komme til et grill party i cowboybukser og en T-shirt, måske en poloskjorte og tilsvarende hvis det er om aftenen, og selv om man går på restaurant er det udsædvanligt at se et slips. Et par slacks og en jakke er normalt højden af elegancen. Selvfølgelig kan man arrangere en Nytårsaften og invitere til black tie; så vil folk stadse sig ud så godt de kan, og hvis man ikke har en smoking, kommer man i et jakkesæt - og der er masser af rober i Macy's, Bloomingdale's, eller hvor man nu holder af at købe ind. Hvornår folk bruger alle disse kjoler er endnu ikke rigtig gået op for mig.

At man rækker hånden ud mod nytilkomne danskere er en selvfølge, men om det leder til egentlige venskaber afhænger af de individuelle personer, og det er jo ikke anderledes, end hvis man havde mødt dem under hjemlige himmelstrøg. Forskellen er, at man i det hele taget kan finde på at invitere nogen, man ikke kendte i forvejen.

Mange tilflyttere finder, at selv om amerikanerne generelt er sociale, kan det være lettere at blive nære venner med andre tilflyttere, uanset hvorfra de er kommet, end med lokalbefolkningen, og hvis man får et godt forhold til en indfødt, viser det sig ofte, at han eller hun har boet et par år i Europa.

Dette er ikke ment som en kritik af amerikanerne (eller andre indfødte). Man skal holde sig for øje, at så anstrengende som det kan være for en tilflytter at vænne sig til den lokale kultur, lige så anstrengende kan det være for de lokale at vænne sig til de fremmede, specielt hvis de har dem på nært hold. Det kræver åbenhed og nysgerrighed og accept af underlige accenter. Man kan mærke i Palo Alto, hvor man som nabo til Stanford har studerende fra hele verden, og gæsteprofessorer og læger på hospitalet, der kommer og bor et par år og så flytter videre, at der kan være lidt træthed over de mange mennesker, der kun er på kort visit. Det er anstrengende at bygge venskaber op, og det er hårdt, hvis ens venner har det med at rejse væk hele tiden.

Så uanset om man har tænkt sig at blive boende i kortere eller længere tid, er det en god ide ikke at give udtryk for, at man er ”på gennemrejse”. Og hvem ved? Det kunne jo være man blev hængende.