Indkøb

Location: 
Silicon Valley
Topic: 
Indkøb

Det er meget let at vænne sig til, at man kan købe ind syv dage om ugen, fra tidlig morgen til sen aften. Vores lokale supermarked åbner kl. 7 og lukker kl. 21 – nå nej, 9 p.m. Stormagasinerne har typisk åbent fra 10 am til 9 pm, hele ugen, og nogle fødevarekæder, f.eks. Safeway, har åbent hele døgnet hele ugen.

Supermarkederne er meget anderledes end i Danmark. For det første har de mad fra hele verden. Da kun de største virksomheder har kantiner, er der et rigt udbud af spisesteder, og også supermarkederne har derfor et stort udvalg af færdigretter. Ikke af den slags, der skal i mikrobølgeovnen, dem har de også, men delikatesseafdelingen laver ikke bare sandwiches; der er frisklavet kylling i karry, sushi, stegte kyllingelår, salatbar, pizzeria, konditor. Frugt og grønt er en vegetars slaraffenland. Og på disse kanter har meget frugt og grønt ikke været ude at flyve, før det når forretningen. Når vi får feriegæster fra Europa, plejer en af seværdighederne at være, at vi tager dem med ud at købe ind. Det er altid et hit. En af de nyere supermarkeder er Whole Foods i Cupertino. Ud over at have utroligt lækre ting er det en gigantisk forretning på størrelse med Københavns Hovedbanegård.

Når man står i supermarkedet i den ene ende af båndet og lægger varer op, står der en flink person i den anden ende og lægger poser for en. Over en periode 2012-13 har størstedelen af de Californiske byer besluttet, at de ikke længere vil tillade gratis uddeling af plastic og papirsposer, så flere og flere steder har folk nu deres egne genbrugsposer med - mange af dem produceret af gamle plasticposer eller sodavandsflasker. Skulle det en dag være lidt småt med baggers, som disse hjælpere kaldes, og man derfor pakker posen selv, siger de handlende tak. Og skulle man have lidt svært ved at løfte, tilbyder de lægge det i bagagerummet. Når man har kørt sit kreditkort gennem læseren, og kvitteringen kommer ud, står navnet for neden på kvitteringen, så ekspedienten efter et hurtigt blik kan tiltale en med navn. Til gengæld har ekspedienterne også ofte et navneskilt på, så man kan gøre gengæld. ”God morgen, Hector, er du sød at finde mig en melon, der vil være moden i aften?” Selvfølgelig, og Hector beslutter måske at gå ud bagved for at finde den bedste. Vi er stadig i tag-selv supermarkedet, og Hector var bare ved at lægge appelsiner på hylden. Dem køber jeg nu sjældent, for de gror i baghaven, men det er en anden historie.

Man vænner sig hurtigt til serviceniveauet. Da vi lige var flyttet herover, besøgte mine forældre os til Jul. Vi havde besluttet at vores søn skulle have en cykel, og min far og jeg tog ud for at finde sådan en. Den lokale cykelhandel havde en meget fin lille bitte og med støttehjul udstyret cykel ved navn Fatboy. Vi grinede selvfølgelig af navnet, men ekspedienten bedyrede, at den hed sådan, fordi den var solid nok, til at selv en voksen kunne køre på den. Det lod min far selvfølgelig ikke sige to gange, så til de øvrige handlendes store morskab cyklede han rundt i forretningen på en cykel, der passede til en treårig. I den sædvanlige servicebetonede stil forespurgte ekspedienten ”Would you like me to adjust the saddle for you, Sir?” – ville min far have sadlen justeret? Nej tak, han skulle ikke cykle hjem.

Lige så let det kan være at vænne sig til, at alle de frugter man kender hjemmefra er til stede året rundt i rimelig frisk udgave, lige så let kommer man til at mangle nogle af de kendte retter. Jeg købte hakket kalv og flæsk til frikadeller, og slagteren ville gerne vide, hvad jeg egentligt skulle bruge det til. Under Resourcer er henvisninger til forretninger, der kan hjælpe en over det værste, hvis man har brug for comfort food. (Vi har ikke rigtigt det tilsvarende udtryk på dansk, det nærmeste er nok ”mors kødgryder”, så med forbehold for de stakler, for hvem dette udtryk giver anledning til nervøse trækninger, tilhører comfort food samme begreb.)

Det eneste jeg virkelig savner fra vores side af jordkloden er fisk. Selvfølgelig er her masser af fisk: Tun og helleflynder, laks fra Alaska og havbars, foreller og tilapia, men der mangler nogen sild og rødspætter. Så vi er meget lette at have på besøg, når vi er i Danmark, vi skal bare have noget frisk, dansk fisk. Og så nogle nye kartofler til. Tænk, at man i kartoflens hjemland ikke kan få en ordentlig kartoffel! Der er dog aspargeskartofler hos bl.a. Sigona, men det der med at nulre skrællen af nye sommerkartofler kender de slet ikke, i hvert fald ikke hvor jeg handler, og mange amerikanere synes endda at holde mere af de melede sorter. En ven, der er kartoffelavler oppe i Vildmosen, har fortalt, at hvis kartoflerne ikke får nok vand, bliver de melede. Måske er det problemet herovre? Det kan være jeg skal flytte til Seattle, der regner det efter sigende 300 dage af året.

Hvad kan man så få, der er anderledes og som er svært at få i Danmark? Der er for det første alt i etniske køkkener, mange fra Asien, og selvfølgelig mexicansk. I begge tilfælde er der ofte anvendt krydderier i rigt mål, så hvis man ikke er til stærk karry eller masser af chili, skal man se godt efter på menukortet, eller spørge, om det er hot, stærkt.

Der er også mange slags squash på grønthandlernes hylder som ikke er en normal del af det danske køkken. Squash familien strækker sig fra agurker i den ene ende til græskar i den anden. Mange af varianterne er gode både på grillen, i gryderetter og i supper. Der er fænomenal god sushi alle vegne. Hvis man selv vil eksperimentere, er der et japansk supermarked i Mountain View, hvor alle ingredienser kan købes, og fisken er meget frisk. De indviede siger dog advarende, at det tager de første to år af en sushi chefs uddannelse at lære at koge ris.

Man kommer heller ikke uden om egnsretterne New England Clam Chowder, Dungeness crab og Sour dough bread. Clam chowder er en hvid suppe med stykker af musling, løg, kartofler og fløde. Den serveres ofte i en udhulet sour dough bolle, men da der er meget mad i – og kalorier - skal man ikke have en stor portion, hvis man også skal have andet til middag. Sour dough er ikke surbrød som i Danmark, med kommen, men et surdejsbrød, hvor en klump dej lægges til side til næste gang man skal bage. Efter sigende ankom Boudin’s dej fra Tyskland en gang i slutningen af 1800 tallet, og den har ubrudt været anvendt lige siden. Det er underholdende at se, hvordan brødene bliver til. Det tager 3 døgn, så det er ikke noget man gør så meget derhjemme. Der er mange andre suddejsbrødsbagere end Boudin, men de er nogle af de mest kendte, og man kan besøge bageriet i San Francisco.

Dungeness crab er en sag på 10-20 cm over ryggen, og den vejer knap et kilo. I sæsonen ligger de i bunker i fiskehandlen, og de fleste steder får man dem renset – cracked and cleaned – uden at betale ekstra for det. Derefter er der lige en god halv times arbejde i køkkenet med at få kødet ud af skallen, til hvilket formål jeg anvender en smalbladet østerskniv, og der sidder lige så meget kød i kroppen som i ben og klør. Crab cakes, en krebinet af krabbekød, er en herlig ret, men nogen gange laves de så krydrede, at det næsten overskygger krabbesmagen. Jeg foretrækker at lave dem selv, men Fish Market’s er også gode. Fish Market er en kæde af fiskerestauranter, hvor børn holder af at komme, uanset om de kan lide fisk eller ej, og hvis clam chowder også er anbefalelsesværdig. Den kan fås i en container, hvis man bare vil have noget med hjem, ligesom restauranterne også har fiskeudsalg. Man kan være fristet til at købe clam chowder på dåse i supermarkedet. Det er rent spild af tid og kalorier og smager ikke overraskende af dåse.

Til gengæld skal man passe på, hvis man i et anfald af hjemve køber noget chokolade. Hershey’s er det mest udbredte amerikanske chokolademærke, og Mr. Hershey vidste udmærket, at han ikke kunne konkurrere direkte mod de midteuropæiske producenter. Derfor lagde han sig efter at give chokoladen en anden smag, end vi er vant til. Første gang jeg købte en Hershey’s Bar røg den i skraldespanden, efter jeg havde taget én bid. Ifølge mine smagsløg havde den enten ligget på hylden tre-fire år længere, end den burde, eller også var der noget galt med den. Men jeg genkender fortsat den smag i M&Ms og andre amerikanske chokoladeprodukter, og de kan jo ikke alle sammen være fejlproducerede. Så jeg holder mig mest til europæiske mærker.

Og så er her oksekød, så det er en fornøjelse. Man kan spørge slagteren, hvor meget kød der skal bruges, hvis der er gæster. Der er her i huset let mad til tre dage, hvis man følger hans rådgivning.

I fuldstændighedens interesse: Det her er Silicon Valley. Kommer man ud på landet midt på kontinentet, kan det være svært at finde andet end kartofler, majs, løg og kød – og Hershey’s.

En helt anden slags kæde, som er meget karakteristisk for området, er Fry’s. Fry’s er en supermarkedskæde – for elektriske himstregimser og dingenoter. Nu om dage kan man også købe alt fra køleskabe til DVDer, men derudover er de enhver fysiklærers drøm. Der er alle mulige elektriske komponenter, modstande, kondensatorer, chips, ledninger, loddekolber. Ofte kan man se en flok geeks, der klokken lidt i syv venter på at forretningen åbner, for de har arbejdet hele natten på et eller andet, og mangler lige den rigtige dims, til at teste om udstyret virker. Når de nu er der, kan de lige sætte sig ind i cafeen og spise morgenmad.

De enkelte Fry’s butikker er desuden dekoreret i forskellige temaer. I Palo Alto, den originale, ”lille” Fry’s, er temaet prærieorienteret. Der er stejlende helte og et stort lokomotiv, et elsdyr, en luftballon, indianere (eller mere korrekt Native Americans) og alt hvad der skal til, for at ungerne synes det er helt OK at tage med ud at købe ind. (De større børn foretrækker dog at scanne sortimentet af computerspil.) Sunnyvales store Fry’s er mindst på størrelse med Cupertinos Whole Foods. Om den bliver en del af hverdagen, afhænger jo af, hvorfor man er her i dalen, men det med geeks, der venter på at forretningen åbner, er ikke kun en anekdote her i huset. Og min mand er økonom!

Man kan let vænne sig til, at man kan få tøj og sportsudstyr til en brøkdel af, hvad det koster i København. Selvfølgelig kan man få designerjeans til mange hundrede dollar, men man kan også få originale Levis til under 200 kr. Skulle familien eller bekendtskabskredsen tælle en nyfødt, kan et pænt sæt tøj fås for under 100 kr. Så med mindre man har et hektisk program, kan det betale sig at efterlade lidt plads i kufferten, hvis man tager på ferie herovre. Der er god anledning til at få den fyldt op. Og ellers kan man jo også købe en kuffert til en rigtig god pris og bruge resten af turen på at overveje, hvordan man skal forholde sig til tolderen i København.