Måske et besøg værd?

Location: 
Silicon Valley
Topic: 
Seværdigheder

Nedenfor er en række steder der kan nås fra Silicon Valley - både i og udenfor Bay Area.

Tag en jakke og lange bukser med uanset årstiden, hvis turen går til San Francisco, eller vær forberedt på at betale overpris for en fleece trøje i en turistbutik – jo nærmere vandet, jo dyrere trøje. Og husk en hue til sejlturen ud til Alcatraz, fængselsøen udødeliggjort af film som ”The Rock” og ”Escape from Alcatraz”. Byen ligger jo ikke beskyttet bag en bjergkæde på samme måde som Silicon Valley. Forfatteren Mark Twain påstod, at det koldeste sted han havde boet var San Francisco om sommeren. Så nu har vi altså hue og måske handsker på, samtidig med at der mindre end 40 km. mod syd kan være 30C i dalen, og shorts og sandaler er den foretrukne påklædning. Det kaldes microclimate, og det findes alle steder, hvor der er bjerge. Fænomenet kan observeres dagligt, når skyerne ruller hen over Pacific Ridge bjergkammen for at opløses, inden de når Silicon Valley. San Francisco er jo en seværdighed i sig selv, så nedenfor er der nogen af de andre steder man kan tagen hen et par dage.

Når man ser rundt om bugten mod sydøst, fanger lyset nogle hvide bygninger på toppen af et højt bjerg. Det er kuplerne på Lick Observatory på toppen af Mount Hamilton, som iøvrigt ofte ses smukt dækket af sne om vinteren. Observatoriet drives i dag af universitetet i Santa Cruz. Det er lidt af en køretur, men hvis man gerne vil se taranteller, er der ofte mange af dem i juli måned på vejen op til observatoriet, og turen er meget smuk med en fænomenal udsigt. Bebyggelserne neden for bjerget er påvirket af observatoriets tilstedeværelse ved enten at have meget sparsom gadebelysning, eller ved at gadelygter lyser i specielle spektre. Observatoriets computere kan rense lyset ud af billederne, så det ikke forstyrrer muligheden for at studere universets fjerneste afkroge.

Samme Lick levede i 1800 tallet og var oprindelig klaverbygger fra Tyskland, som havde tjent en mindre formue på at bygge klaverer i Argentina. Han fandt på at tage til Californien, og tilfældet fandt ham samt hans formue ankommende til San Francisco, samtidig med at man fandt guld i Sierra Nevada. I stedet for at fare af sted op i bjergene brugte han sine kontanter til at købe noget af al det land, som folk, der hellere ville fare op i bjergene og havde brug for kontanter til at købe muldyr og mineudstyr, ville af med. Denne forretningsmodel var meget gunstig, og han endte med ikke at have en mindre formue, men en ganske pæn formue.

For denne ville han først bygge en statue af sig selv ved indsejlingen til bugten, dernæst ville han bygge en pyramide i San Francisco som mausoleum. Hvad gør man ikke for at sikre sig udødelighed, når man ikke har nogen efterkommere? En af hans venner rådede ham til i stedet at bygge et observatorium med det argument, at sådan en statue ville være det første, der vil blive skudt i sænk, hvis Amerika bliver invaderet af Asiaterne (det var den gang med ”det kinesiske problem”, se Californien, Historie), hvorimod et observatorium ville betyde, at hver gang et nyt himmellegeme blev opdaget herfra, ville hans navn blive nævnt. Og det fik vennen ret i.

Lick ligger begravet under den ene store stjernekikkert, men nåede ikke at se observatoriet fuldendt. Den første håndslebne linse, som blev produceret i Frankrig, revnede inden den nåede frem, og der skulle tre linser til, før man vidste, hvor stor en linse man havde til rådighed, hvor stor en kikkert man dermed kunne sætte op, og følgelig hvor stor tagkonstruktionen skulle være. Når man kører op til observatoriet, skal man prøve at forestille sig, hvordan turen ville være med hestevogn, først med alle byggematerialer og derefter med en uendeligt kostbar og skrøbelig kikkertlinse.

Hvis man er indstillet på at køre lidt og er glad for traveture, kan man besøge The Pinnacles. Området ligger en god times kørsel syd for San Jose, og er en del af et gammelt vulkansk område. Der er jævnligt en del bjergbestigere i området, og hvis man er til den slags, kan både Pinnacles og Yosemite anbefales. Der er en del afmærkede stier, som sine steder er så stejle, at der er hugget trin ind i klipperne og sat tov eller jernrør op, for at almindelige vandrere dels har noget at klamre sig til under op og nedstigning, dels ikke drysser ned af klipperne ved en fejltagelse.

The Pinnacles ligger lige oven på San Andreas Forkastningen, eller det er måske rigtigere at sige vest for forkastningen, for den anden halvdel af denne vulkan formation – den der ligger øst for forkastningen – er efterhånden beliggende over 200 km. længere sydpå. Så meget har terrænet forskudt sig mod nordvest siden området blev dannet. (Forskudt sig betyder i denne sammenhæng ved jordskælv, men bare rolig, vi taler om over millioner af år.) Der er mulighed for at campere ud for områdets østlige indkørsel.

Folk er ikke rejst til Yosemite National Park for ingenting. Det kan være svært at komme til at overnatte i selve parken, og om sommeren er der sort at turister. Men da seværdighederne bl.a. er de meget smukke bjergformationer, som jo kræver at man ser op, kan man leve med at der er et mylder af folk. Ellers kan man jo reservere i god tid, komme på andre årstider og undgå weekender. Blot skal man være opmærksom på, at hvis man kommer fra øst og skal over Tioga Pass, skal man ikke komme, medens passet er spærret af sne, og det kan det godt være langt ind i forsommeren og igen allerede fra november. I 2013 brændte et meget stort område ud for parkens nordvestlige indkørsel, ligesom parken selv blev påvirket. Heldigvis siger videnskaben, at sequoias trives med skovbrande. Deres bark skulle beskytte dem mod selv at gå helt til, samtidig med at brande rydder konkurrerende underskov og tilføjer næringsrig aske. Vi må håbe, at det passer.

Udfugtsmål som Monterey Bay Aquarium, søelefanterne ved Ano Nuevo, og Monarch sommerfuglene i Santa Cruz er allerede nævnt i afsnittet Californien, Biologi.

Uden at denne liste på nogen måde skal være udtømmende for, hvilke seværdigheder Nordcalifornien har at byde på, kommer man ikke uden om Napa Valley. Man kan sagtens tage derop på en dagtur, men hvis man vil nyde lidt af de produkter, området er berømt for, er det måske en god ide at regne med en overnatning. En af de lokale vittigheder spørger, om man ved hvordan, man får en lille formue? Man starter med en stor, og så køber man en vingård. Familien Mondavi kan dog så vidt vides leve af deres. Den hurtige måde at komme op gennem Napa dalen er hovedvej 29, den charmerende er Silverado Trail, der løber i dalens østlige side, og kører man på tværs i Calistoga, kommer man lige forbi dalens Old Faithful, en vaskeægte gejser, som springer med faste intervaller - deraf navnet ”Gamle Trofaste”. Skulle man have lyst til at se forstenede træer kan dalen såmænd også byde på det, det er åbenbart hvad der kan ske når vulkaner springer i luften.

Jeg vil slutte med at nævne Fort Russ, en tur der også kræver overnatning. Fortet er hvad der er tilbage fra de tidligere beskrevne russeres californiske eventyr (se Californien, Historie). Bortset fra at den lille kirke er umiskendeligt russisk, minder fortet meget om den slags, alle drenge med respekt for sig selv ønskede sig, da jeg var barn. Kanontårne i hjørnerne og høje palisade vægge. Der er et historisk museum i fortet med gamle værktøjer og våben og en udstilling i det tilknyttede besøgscenter. En tur op nordpå kan kombineres med at besøge Point Reyes fyrtårn, Bodega Bay, hvor Hitchcock optog gyseren Fuglene tilbage i en fjern fortid, eller en tur forbi Charles M. Schultz’ Radise-museum i Santa Rosa. Der er skøn natur langs havet, man kan sejle i kano på Russian River, se på sæler, bestige Mount Tamalpais og, hvis man passer på hajerne, bade ved Stinton Beach.