Middle School dækker 6.-8. Klasse. Hvorfor man har fundet på at samle alle de pubertetsforvirrede unge mennesker et sted er lidt uvist. Måske netop for at have dem samlet på et sted? I modsætning til elementary school, hvor lærerne typisk har en generel uddannelse i børneudvikling og undervisning, har middle school faglærere, som er uddannet direkte i de fag, de underviser i.
Den typiske middle school er meget større end sine feeder schools. Hvor der måske var op mod 100 elever på hvert klassetrin i elementary school kan en stor middle school have 400 elever pr. klassetrin fra 4-5 forskellige skoler. Børnene begynder at have valgfri fag. Vores skole har bl.a. fransk og spansk, sløjd, kor, orkester, computeranvendelse og madlavning.
Der er også et større udvalg af efter skole aktiviteter i middle school – typisk masser af sport, og masser af konkurrence aktiviteter. Meget af det sportsforeningsliv, der i Danmark er arrangeret på frivillig basis, er her en del af undervisningssystemet, og når man ved, hvor meget amerikanerne hader at betale skat, er det interessant at en del af ejendomsskatten går til at finansiere denne ret elitære del af uddannelsen. For det er jo ikke sådan at man bare kan melde sig til volleyball eller soccer, som fodbold kalder herovre. Nej, allerede fra 6. klasse er der ofte udtagelsesrunder, og hvis du ikke er god nok de dage, kommer du ikke på holdet i denne sæson.
