En masse forældre er løbende meget involverede i skolerne, enten direkte i klasselokalerne eller med at rejse ekstra penge til forbedring af faciliteter og aktiviteter. Det er skolernes erfaring, at omkring 30% af forældrene bidrager aktivt.
I elementary school har hver klasse en class mom (det er typisk en mom, men der er dog set class dads.) Hun/han er valgt efter den meget demokratiske devise, at den der gerne vil gøre arbejdet får lov til det – det er sjældent, at mere end en person stiller sig til rådighed, og de øvrige forældre er bare taknemmelige. Class moms har en telefonkæde og en email liste, således at klasse arrangementer og lignende kan blive kommunikeret ud. Men de øvrige forældre står for det meste på spring for at køre med i de gule, ualmindelig ramponerede og ufattelig larmende skole busser, når klassen skal på udflugt til museer, i teateret eller ud i naturen. I nogle skoledistrikter, f.eks. Palo Alto, bruger man færre skolebusser. Der forventes de ledsagende forældre at stoppe så mange mennesker som man har seler til ind i bilen og køre børnene til deres destination.
Forældrene leverer paptallerkener, snacks og saftevand til arrangementer, de passer køen til høre eller syns screening, eller også påtager de sig mere tilbagevendende opgaver, som at komme et par timer hver tirsdag formiddag og hjælpe med at rette matematikopgaver, stå for at fotokopiere materiale, så lærerne ikke skal bruge tid på det, klippe ting ud til et projekt, laminere, passe skolens urtehave, sætte bøger på plads i skolebiblioteket, være skolepatrulje.
Ud over alle de opgaver der direkte har med undervisningen eller skolens almindelige funktioner at gøre, gør forældrene typisk et stort arbejde med fundraising, at rejse ekstra penge til skolen. Her er det igen forskelligt, hvordan man har indrettet sig i de enkelte distrikter. I nogen distrikter arrangerer de enkelte skoler's forældre, hvad der foregår af fundraising. I andre distrikter er der uddannelses fonde der dækker alle distriktets skoler, på den måde udjævner man, at forældre i nogle "geografiske lommer" har enten bedre tid eller bedre råd til at bidrage til den fælles kasse.
Nogen penge ligger nærmest ”og flyder på gaden, hvis nogen gider samle dem op”: Nogle producenter sætter et lille mærke på deres emballage, og hvis man klipper det ud og sender det ind, sender de penge til skolerne. Der sidder f.eks. 10 cents på mange morgenmadsprodukter. Hvis nogen (læs: en frivillig forælder) arrangerer det, samler de enkelte klasser mærkerne ind, og der er ofte små konkurrencer om, hvilken klasse der får flest penge ind per elev. Der skal en del klipning til før det bliver til noget, men ”mange bække små” og alt det der.
En anden ”gratis” bidragsgiver er scrip, en ordning hvor forældreforeningen, (the Parent Teacher Association eller PTA i daglig tale,) køber f.eks. 100 Safeway dollars for 95 dollars i butikken og sælger dem videre til forældrene for 100 dollars. Forældrene kan så bruge disse scrip dollars i Safeway forretningerne. Forskellen, de 5 dollars, som derved er finansieret af forretningen, beholder PTA og bruger på at støtte skolen. Mange af de større kæder har taget skridtet videre og har en aftale med kreditkort selskaberne, hvor man tilmelder sit kreditkort til en elektronisk scrip ordning, hvor man i systemet angiver, hvilken – eller hvilke – organisationer, der skal nyde godt af ens indkøb. Hver gang man bruger kortet i en af medlemsforretningerne tæller taxametrene, og forretningerne får opgørelser over, hvor mange penge, de skal aflevere til hvilke organisationer. Da bidragene typisk er 1-10% af de pålydende beløb bliver det til en ganske væsentlig overførsel af penge - forudsat som sagt at forældrene registrerer deres betalingskort.
Men mange af de andre fundraisers kræver en direkte indsats med at sætte signaturer på checks og kreditkort notaer. Skolerne beder ofte forældrene direkte om penge, og foreslår et beløb, som alt efter skole og områdets økonomiske formåen kan være alt fra 25 til 500 dollars per elev. Det er frivilligt, om man bidrager, men de fleste giver et eller andet, nogle mere end foreslået. Mange virksomheder har en politik om at de matcher donationer til velgørende formål. Det hjælper selvfølgelig, at bidrag er fradragsberettigede.
Andre fundraisers kan være bortauktionering af alt muligt ved en større social sammenkomst. Her bidrager de lokale handlende igen med vouchers til restauranter, gavekort til en vinduespudsning, en hundevask eller en weekend i Napa Valley. I Silicon Valley er der ofte forældre der arbejder for Apple, Hewlett Packard eller Google, så der kan der også være de nyeste gadgets, og så er der altid diverse sports-memorabilia med autografer. Hvis forældre – eller bedsteforældre - har et feriehus ved Lake Tahoe eller en timeshare på Maui eller sæsonkort til balletten eller, endnu bedre, til the ball park, donerer de gerne en weekend eller en uge, en aften eller et game, til det gode formål.
Men også skole, lærere og elever bidrager. De større elever sælger baby-, katte- eller hundesitting. Lærerne finder på aktiviteter som morgenmad i klassen eller en tur i biografen med en ven, man kan købe ret til at være forstanderens stand in for en dag eller byde på den feterede parkeringsplads lige foran skolens hoveddør.
En af de blandt fædrene mest efterspurgte ting på en af skolerne var retten til at være bartender ved mødrenes cocktail party. Mødrene bød på at deltage i en fest, som foregik hjemme hos en af familierne, og de højstbydende 20-30 mødre deltog. Fædrene kappedes som sagt om at være fluen på væggen, eller i dette tilfælde bag baren, når damerne slog sig løs uden deres bedre halvdele. (Det forlyder, at der var ”gå stille, tal sagte” dekret mange steder den næste dag. Det ærgrer mig lidt, at jeg aldrig har deltaget i disse sammenkomster; det er helt klart en social forhindring ikke at kunne fordrage Tequila.)
Et andet berømt (eller berygtet) auktionsobjekt er en vandremiddag. Her arrangerer giverne for eksempel, at forretten serveres hjemme hos en af givere, hovedretten hos en anden og desserten hos en tredje, og giverne har samtidig sagt, hvor mange personer middagen maksimalt må indeholde. Hvis giverne enten er meget berømte af professionelle årsager, har kulinariske evner ud over det normale eller en veludstyret vinkælder, kan sådan en vandremiddag let løbe op i kuvertpriser som på de bedste restauranter.
Noget går til højstbydende, noget har en fast pris for at deltage i en lodtrækning, men når dagen er gået, er skolen blevet rigere, og alle der har deltaget i arrangementets planlægning og gennemførelse drager et lettelsens suk – for denne omgang. Omsat i penge afhænger det igen af, hvor man bor. Der er selvsagt forskel på, hvad der bliver budt, hvis direktøren for Oracle, Larry Ellison, stiller en weekend på hans 125 fods yacht til rådighed, i forhold til tilbuddet om en fisketur i morfars robåd.
En anden hyppig aktivitet er at lave en boghandel på skolen en uges tid. Nogen af de større forlag har en hel division, der leverer grydeklare boghandler til skolerne, med kasseapperater, rullende reolkasser og markedsføring i form af plakater og temaforslag. Så pakker en gruppe forældre bøgerne ud i en appetitlig opstilling, og den næste uges tid er skolens alrum eller bibliotek omdannet til boghandel, med frivillige forældre bag kasseapparaterne. Lærerne laver en ønskeseddel, for hvad de gerne vil have i klasselokalerne til fri læsning, og bibliotekaren laver ligeledes sin ønskeseddel, og når ugen er gået, er der alt efter skolens størrelse, og hvor vellykket arrangementet har været, blevet handlet bøger, blyanter og viskelæder for 1-15.000 dollars. (Det er vel at mærke med at udbud af bøger, hvor flertallet koster mellem 5 og 10 dollar stykket.) Af dette beløb får skolen enten nogen penge og/eller mulighed for at få en hel masse bøger gratis eller til halv pris.
Jeg har være bagstopper på denne aktivitet i mange år, og det er en stor fornøjelse at følge børnene fra deres første forskrækkede besøg i kindergarten – for første gang i en forretning uden mor eller far ved hånden – til selvsikre handlende, der ikke bare har det sjovt med at sidde i alle hjørner og blade i bøger, men som i middle school også gerne vil hjælpe med at passe butikken.
Ud over de her nævnte aktiviteter skal man ikke blive overrasket, hvis man bliver tilbudt gavepapir, chokolade, alle mulige uge- eller månedsblads abonnementer, frossen småkage dej, julestjerner og kranse til hoveddøren, at sammen med formål at rejse penge til et eller andet godt formål i forbindelse med en skole. Så vent med at tegne eller forny abonnementer; børn - eller naboer og kolleger - vil takke dig for at støtte deres gode sag.
Hvad går så alle disse penge til? Igen, alle disse penge kan være fra 5.000 til 1 million dollars om året i ekstra funds, afhængigt af hvor man bor (og om man har Ellison eller tilsvarende i nabolaget). Mange af pengene går til, at eleverne ikke skal have samme lærer hele dagen, men aflønner f.eks. en lærer specielt til sport, ekstra hjælpelærere til matematik, ekstra lærere til science – fællesbetegnelse for fysik, biologi, astronomi, kemi, geologi – og/eller aflønner skolebibliotekaren, musiklæreren, eller en kunstner, der udvikler de unge menneskers anlæg for skabende kunst. Det er netop disse ekstra lærere, der gør det muligt at have to klassetrin i samme lokale, for så kan halvdelen af klassen være sammen med en anden lærer noget af dagen.
Nogle penge kan gå til forbedring af faciliteterne, computers, video udstyr eller legepladser. I helt særlige tilfælde, som et forår i vores skoledistrikt, hvor ejendomsskatten blev sat ned, fordi det ikke lykkedes at forlænge en lokal skatteregel ved det almindelige lokalvalg, samlede forældrene i løbet af et par måneder 2,2 mio. dollars sammen, for at distriktet ikke skulle reducere antallet af lærere og dermed få større klassekvotienter.
I middle school er der mindre involvering af forældre, selv om de stadig hjælper med fundraising, hjælper som gårdvagter i frikvartererne, tager med på field trips og går til hånde på kontoret. Men der er f.eks. ikke længere forældre i klasselokalerne.
I high school er forældrene tilbage på banen fordi den megen sport, musik og klub udfoldelse i skoleregi kræver penge til at transportere hold og orkestre vidt omkring til kampe og mesterskaber. Belastninger falder selvfølgelig mest på forældre som har afkom involveret i de pågældende aktiviteter, men hele lokalsamfundet bidrager med donationer, når der sker noget særligt. For vort skoledistrikt var "noget særligt" i 2011 at sende 250 elever med musikinstrumenter til New York for at deltage i Macy's Thanksgiving Day Parade (se under Thanksgiving). Men ellers falder det også i vidt omfang på eleverne at rejse penge selv til deres klub aktiviteter.
Endelig stiller nogle skoler krav om, at eleverne udfører et antal timers ”frivilligt” arbejde for at kunne dimittere. Når jeg har talt med unge danskere, som har en del af deres viden om USA fra TV-serier a la Beverly Hills 90210, er det et af de områder, hvor de er et stort spørgsmålstegn. Hvad er det med al denne volunteering? Det kan være som lektiehjælp for yngre årgange, eller man kan få points for at hjælpe i sin kirke, i sine små søskendes skole, med at rydde op på stranden, i det lokale bibliotek, … Der er masser af muligheder for at hjælpe, og de organisationer, der arrangerer aktiviteter, hvor frivillig arbejdskraft er værdsat, er også parate til at give eleverne en kvittering for udført arbejde. Det gør de unge vant til at give en hånd med, og mange af dem finder gennem deres volontørindsats studenterjobs eller får nogle erfaringer, der hjælper dem til at finde ud af, hvad de vil studere eller arbejde med. Ligeledes finder mange ud af, at det er en rigtig god ide at få en uddannelse, for det er måske ikke så spændende, hvad man ellers kan komme til at lave.