Silicon er et grundstof, Si, nummer 14 i rækken. Det er et sølv-skinnende mineral (ikke at forveksle med silikone som er et meget anvendeligt, gummiagtigt polymer). Silicon indgår i produktionen af elektroniske kredsløb, en af byggestenene i den edb-industri området er blevet berømt for, deraf navnet Silicon Valley.
At lægge en lokation ind med navnet Silicon Valley er der for en tilsnigelse, for stedet er et fænomen mere end en egentlig geografisk lokation, og så kendt som navnet er, findes det ikke på noget geografisk landkort. Så dette er en lidt bredere introduktion til The San Francisco Bay Area - uden at lægge speciel vægt på San Francisco selv.
Bay Area omfatter alle de kommuner, der grænser op til San Francisco Bay. Der skelnes lokalt mellem The Peninsula, halvøen, og The East Bay. På halvøen ligger San Mateo County med San Francisco mod nord og mod syd Santa Clara County, hvor hovedbyen er San Jose i bunden af bugten. San Jose er med knap en million indbyggere ca. fire gange så stor som San Francisco, men The City er unægtelig noget mere charmerende.
Morgentrafikken går hovedsagligt til Palo Alto som ligger 2/3 af strækningen fra San Francisco mod San Jose. Det betyder, at trafikken fra Marin nord for San Francisco skal over Golden Gate Bridge, og al trafikken fra East Bay enten skal over en af de tre broer, (fra nord Bay Bridge, så San Mateo Bridge og i Palo Alto Dumbarton Bridge,) eller også må man køre syd om bugten. Hvis en af broerne er lukket, går alt i stå. Ikke mindst Bay Bridge – i to etager med fem spor i hver retning og omkring en halv million passerende biler i døgnet - er et knudepunkt. (Til sammenligning kører der dagligt 20-25.000 biler over Storebæltsbroen.) Alle veje går mod den meget lidt charmerende og propfyldte motorvej 101.
Kører man derimod af Interstate 280 fra San Francisco, er der søer, åbne bakker med græssende tyrekalve, og mod vest skovklædte strækninger op ad bjergskråningerne. Og det er lige ved siden af de tætpakkede bolig og kontorområder ved bugten. Kommer man derfor som turist eller i embedes medfør til San Franciscos lufthavn i dagslys og skal til Palo Alto eller San Jose, kan man bede chaufføren køre ”af 380 og 280”. Selv om det er lidt længere og dyrere, er det ikke nødvendigvis langsommere. Det er en meget mere charmerende måde at ankomme, for ikke uden grund er 280 bedømt til at være en af landets smukkeste motorveje.
Man ser ikke mange heste. Det er ikke som en tur i Nordsjælland, og Park and Ride skiltene er ikke en opfordring til at stå ud og lege cowboy for en eftermiddag men en henvisning til de mange parkeringspladser, hvor folk mødes om morgenen for at parkere en eller flere biler og fortsætte i car poolen i bedste Busser og Blondie stil.
Motorvejene har nemlig en speciel bane, hvor man i myldretiden skal være flere mennesker i bilen for at bruge banen. For bortset fra San Franciscos berømte skyline er bebyggelserne omkring bugten primært en og toetages boligbyggeri og lidt højere kontor komplekser. Konsekvensen er, at de bebyggede områder strækker sig langt omkring for at få plads til alle, et begreb amerikanerne kalder Urban Sprawl. Uanset at beskrivelserne af dette begreb er mange og lange, har jeg ikke kunne finde nogen forklaring på, hvorfra selve ordet sprawl kommer fra. Jeg er nået frem til, at det er en sammentrækning af spread – spredt, for bebyggelsen – og crawl – kravle, for trafikken. Samme kravlende trafik kan opleves i rigelig mængde på ovennævnte broer og alle indfaldsveje til Silicon Valley. Hvis man vil nyde udsigten fra 280 er det derfor bedst uden for myldretiden.
Silicon Valley selv, lokalt bare kendt som The Valley, dalen, (ikke at forveksle med Central Valley, som skolelærere kalder ”dalen”) er en forholdsvis kort strækning – 30-40 km – fra Redwood City, hvor Oracles hovedkvarter udgør nord-enden af systemet ved siden af computerspil mastodonten Electronic Arts, længere mod syd ligger filmproducenten Dreamworks, via Facebook i Menlo Park over Palo Alto med Hewlett Packard og Sand Hill Road, hvor mange Venture Capitalists, VCs, har adresse, Stanford universitetet, videre ned over Mountain View med Googles hovedkvarter og Linkedin, til Los Altos, Sunnyvale, Cupertino og San Carlos med bl.a. Tesla Motors, WM Ware, Apple, Cisco, Intel og Intuit. Det diskuteres, om San Jose er en del af The Valley. I San Jose mener de naturligvis, at de hører med; i Palo Alto er holdningen den modsatte.
Ud over de store, hjemmedyrkede virksomheder er her fyldt med kontorer fra IBM, Microsoft, SAP, Ericsson, Nokia – alle virksomheder der tapper ind i den entreprenørånd, området er berømt for. Med entreprenør forstås selvfølgelig ikke en virksomhed, der handler med betonkonstruktioner, men hvad der på dansk kaldes iværksættere. Så lad os endelig ikke glemme de egentlige iværksættere, hundreder af mindre start ups, beliggende mellem alle de etablerede virksomheder. Start ups med navne der slet ikke kendes i Danmark – endnu.
I dette århundrede har dette økosystem bredt sig mere og mere til også at omfatte San Francisco, hvor der i dag bliver bygget og renoveret for at huse mange software startups og deres medarbejdere. Selv folk der har boet i byen i århunderets første årti har i dag svært ved at genkende store dele af den.
Mange af de produkter, der i årenes løb er kommet ud af dalen, kan beses på Computer History Museum, beliggende lige ved 101 x Shoreline (sådan beskriver man oftest, hvor på en lang vej noget er beliggende, med nærmeste krydsende afkørsel) i Mountain View. Her er alt i edb udstyr, og hvis man gennemgår udstillingen i kronologisk rækkefølge, kommer man pludselig til lige netop den maskine, som var ens første møde med edb-verdenen.
Her kan man også høre om, hvordan IBM fik sit gennembrud som leverandør til regeringen ved de tilbagevendende folketællinger. I mangel af et egentligt folkeregister skal ”alverden skrives i mandtal” hvert tiende år, og da befolkningen var blevet så stor, at det tog mere end 10 år at organisere optællingen, blev systemet automatiseret under anvendelse af hulkortlæsere - IBMs lykke var gjort. 100 år senere udfylder vi stadig vore census-formularer hvert tiende år, og så gætter man sig derfra til, hvor mange mennesker der egentlig bor hvor, for antallet af pladser i kongressen, føderale tilskudsordninger og meget mere afhænger af befolkningstallet.
Lokalt er et af dalens økonomiske barometre, hvor svært det er at få et bord på Buck’s Cafe i Woodside. Her er ofte fyldt af iværksættere, der på deres computere præsenterer ideer, tal og forretningsplaner for pengemændene, the Venture Capitalists, fra Sand Hill Road. De stiftende partnere har - i modsætning til bankfolkene – ofte skabt kernen i deres venture funds ved selv at have været med til at starte en succesrig virksomhed. Deres forhold til risiko er dermed helt anderledes end bankernes, og deres viden om alt det der kan gå skævt – og hvordan man undgår det - er også langt større. Men der er også nogle rigtige høge imellem, så man gør klogt i at gøre sit hjemmearbejde grundigt, inden man går til forhandling med VCs. Ligesom i så mange andre brancher kan VC "kunderne" udveksle feedback på nettet - i dette tilfælde er thefunded.com en god ressource.
Buck’s Cafe er i sig selv et besøg værd; også selv om man ikke har nogen virksomhed i pengenød og bare gerne vil have en stak pandekager eller en BLT – bacon/lettuce/tomato sandwich. Cafeen indeholder så mange dekorationer, at man tror det er løgn. Her er alt fra John McEnroes brækkede tennis ketcher til et russisk kosmonautdragt. Der er krokodiller og et hornorkester, cowboyhatte og lysekroner. Shaquille O’Neal’s meget store sneakers. Der er en sæbekassebil fra det legendariske Sand Hill sæbekasseløb, hvor bilerne ikke ligner noget, jeg nogensinde har bygget, men er glasfiberkonstruktioner, der kunne være NASA værdige. Det forlyder, at Buck, hvis rigtige navn er Jamis MacNiven, efter Sovjetunionens sammenbrud prøvede at købe Lenins afsjælede legeme. Jeg er nød til at tro på det, for et meget høfligt afslag hænger efter sigende ude på herretoilettet, hvortil jeg ikke har adgang.
Selv om denne beskrivelse af Buck’s Cafe er mere farverig end faglig, er cafeen udtryk for et meget centralt element i dalens berømmelse: Den er et marked for virksomheder. Ligesom man har svært ved at forestille sig handel med aktier, hvis der ikke fandtes børssystemer, kan man ikke handle virksomheder, med mindre der er en forholdsvis velkendt rutine for udbud og efterspørgsel. Man kan sagtens starte en virksomhed alle mulige steder, men hvis potentielle købere eller finansieringspartnere ikke forstår de regler, virksomheden fungerer efter, eller hvis man som virksomhed ikke forstår at kommunikere i et sprog, potentielle købere forstår, kommer der sjældent megen forretning ud af det. Og alverdens potentielle købere har nu engang øjnene rettet mod Silicon Valley.
I iværksætter sammenhæng skal også Stanford Universitets rolle fremhæves. For tiden under ledelse af en tidligere succesfuld iværksætter tiltrækker det overordentligt kvalificerede både elever og fakultetsmedlemmer fra hele verden, hvoraf mange har personlig erfaring med at drive virksomhed og/eller er aktive i mange af dalens erhvervs-netværk. En slags sum af DTU, Danmarks Tekniske Universitet, og CBS, Copenhagen Business School, på steroider.
Silicon Valley er jo ikke kun hjemsted for computers. SLAC, Stanford Linear Accellerator, ligger i en mere end 3 km lang bygning, man krydser lige syd for Sand Hill Rd. Her prøver man at få meget små partikler til at ramme hinanden. Storesøsteren, CERN i Lausanne, Schweitz, kan få disse småting til at bevæge sig endnu hurtigere, men da dens bane er krum, er den ikke helt så præcis.
NASA har også en lokalitet i dalen, ligesom The Stanford Dish, en gigantisk parabol antenne rettet ud i verdensrummet, er en af de landemærker der viser, at nu er man næsten hjemme. Man får lige opdateret sin interesse for himmellegemer, for ikke nok med at man sjældent kan se Karlsvognen og Nordstjernen; Cassiopeia er ikke længere et W men nærmere et ∑, og halvmånen ligger på ryggen. Når månen i Disney’s Alice i Eventyrland forvandles til munden på den stribede Chesire kat, er der altså ikke i den sammenhæng tale om kunstnerisk frihed; sådan står månen rent faktisk jævnligt over Disneyland.
Ved en af de første arrangementer jeg deltog i på min ældstes skole, ”velkommen tilbage fra sommerferie madkurv i parken”, sad to forældre på nabotæppet og diskuterede arbejde. Den ene havde et projekt med at finde ud af, hvordan man kunne pakke vingerne sammen på de kameraer, der skulle sendes til Mars. Det lykkedes at folde vingerne både ind og ud, men selve projektet crash-landede i første forsøg, fordi nogen arbejdede i metric og andre af genierne brugte inches og ounces.